Her er det så: Hullet i jorden

 

Her er så den store opdagelse, dokumenteret med billeder så godt det lod sig gøre søndag morgen.

Den store nyhed - hullet - ser I på øverste billede. Stort er det ikke, men forestil jer lige hvor ubehageligt, det er, når den slags opstår, mens man er ved at rulle traktoren ind på plads. Alains grandfætter ringede samme dag, og han syntes i hvert fald ikke om nyheden i første omgang.

Allerede fredag var brandmandsnevøen ovre at kigge med sin solide lommelygte, og formentlig lidt mere end det.

Middagssolen
Først søndag morgen kunne vi selv bedømme hullet

Som i et hedensk ritual afventede vi middagssolen.

Den står nemlig foran ladeporten, og dens stråler rækker således ind i bygningen og et lille stykke ned i det nye hul. Bedre bliver belysningen ikke sådan en mid-decemberdag, og den varer i øvrigt heller ikke mange sekunder.

 

Vi kunne umiddelbart se, at hullet er nogle meter dybt, og at en åbning drejer yderligere ind under bygningen med retning mod vejen og gården på den modsatte side.

Alain henter en fem-seks meter lang jernstang, som han presser ned i hullet.

 

 

 

Han kan mærke, at hullet eller åbningen længere nede er stensat. Det drejer sig altså om en eller anden form for tunnel eller gang.

Fra nevøen ved vi, at der er trapper, og da man ikke kan se den slags oppefra, har vi ham mistænkt for at have være nede i hullet. Han må vel om nogen vide, hvordan man sikrer sig.

I øvrigt er det superfarligt at gå ned, og vi gjorde intet i den retning med vores to børn ved siden af. Jord og løse sten skrider ned nærmest af sig selv, og der er i hvert fald fem-seks meter ned, ved vi takket være jernstangen.

Men hvad er det her så for noget?

Lokale kældre
De lokale i Soulières kalder sådan noget for caves, altså kældre. Flere ældre folk har minder om at have leget i udkanten af den slags, og når gangene så er styrtet sammen, er resterne blevet kastet til.

Alene på min svigermors ejendom er der lignende konstruktioner flere steder. Undergrunden er så gennemhullet som en schweizerost, og det har mennesker bygget på et tidspunkt.

Alain har for længe siden fortalt om disse sous-terrains. Der skal gå hemmelige gange under jorden fra egnens landsbyer og hen til en borgbanke, hvor der i det 12. århundrede stod en meget stor borg.

Det kan altså meget vel dreje sig om resterne af sådan noget, og det kunne jo være nærmest fantastisk at få fastslået lidt flere detaljer. Vi kunne også godt bruge faciliteter til flasker, og hvorfor ikke middelalderlige, hvis de er lige til at gå til? Ok, det er der intet, der tyder på.

Tværtimod er det nok et ret omfattende arbejde at få mere viden.

I første omgang er familien i hvert fald interesseret. Ikke mindst den otte-årige, hvis umiddelbare logiske association var, at der måske ligger en skat. Det, mener jeg, helt sikkert der gør. Det er bare ikke til at regne ud, hvilken karakter den har.

 

En tilhugget kalksten fra den øverste del af indgangen til tunnelen. Man kan se striber fra en form for værktøj på dens flade.