Vi får besøg i weekenden af en flok familier fra Paris, der skal på dansk-fransk champagnebesøg.
På den del af programmet, som vi er involveret i, står:
Frokost med champagnesmagning og fortællinger om vinen, os og løst og fast.
Besøg i vinen, hvor vi skal tale om den nylige vinhøst og det arbejde, der venter, når bladene falder med den første nattefrost.
Mon ikke også der gemmer sig en klase velsmagende vindruer hist og her under det bladhang, der har overlevet vinhøsten. Vi har haft sol hver dag siden.
Mon ikke også pariserbørn vil finde det underholdende at løbe op og ned gennem rækkerne med vinstokke. Vores egne børn løber stadig utrætteligt og og ned hver vinhøst, hvilket trætter dem dejligt.
Et vist salg af champagne og - forestiller jeg - opsamling af diverse mystiskheder, folk har fået fortalt i det champagnehus, de skal besøge undervejs.
Ikke mindst det sidste er jeg spændt på. En fætter, der også er vinbonde, besøgte samme sted for nogle måneder siden, og han lyttede mere og mere overrasket til guidens eventyrlige fremstilling af arbejdet udendørs.
På den kolde buffet vil befinde sig:
To cremede fiskesalater: En med torskerogn og citron, og en anden med røget laks og dild.
To grønne pestoer (uden hvidløg): En på primært basilikum og en anden på pistachenødder.
En serie rå grøntsager til at dyppe i saucerne, som dog også kan spises med brød.
Brød skal der også til produkterne fra min yndlings-traiteur, hvis specialitet er rigtige fugle, der har skrabet i jorden hele livet. Behøver jeg at sige mere? Hendes rillettes, terrines og hvad, det hele ellers hedder, smager selvfølgelig fantastisk.
Også jambon des pays kræver brød eller pasta til, og jeg snupper gerne den fra Ardennes, som Chamapgne deler region med.
Ost kommer vi heller ikke udenom. Jeg har valgt tre, der ikke er alt for kraftige i smagen, så vi kan drikke champagne hele vejen: En cremet Brie de Meaux og to faste oste, en Saint Nectaire fermier og en skive vellagret Comté.
No comments:
Post a Comment