Vi deltog i den netop gennemførte messe for mousserende vin i Épernay.
Naturligvis da.
Bestilte samtaler i eksportsektioner, og blev blandt andet temmelig meget klogere på toldbehandling af champagne. En K-O-M-P-L-I-C-E-R-E-T affære, mine damer og herrer, hvis man ellers nogensinde skulle have troet andet.
Hvad jeg til gengæld virkelig hæftede mig ved var ordstyreren ved en rundbordssamtale om eksport til økonomier som USA, England, Rusland, Kina, Indien og Mellemøsten (ja!). Vi var mest på en lytter, det er ikke fordi, vi står med tæerne i Dubai.
Denne ordstyrer opfordrede de tilstedeværende vinbønder - champagnehuse behøver ikke gå til den slags møder, de har en afdeling ansat - til at samarbejde om disse fjerne markeder.
Der faldt så 10-øren ret rungende for mit vedkommende, sådan som monsieur penslede sin gyldne idé ud for folket: Jeg har nemlig tidligere i vores egen lille biks af og til ivret for lignende tiltag, hvilket Alain altid har haft alverdens indvendinger imod af konkurrencehensyn.
DET ER ÅBENBART IKKE SÆRLIG FRANSK AT SAMARBEJDE.
Hvor mit udgangspunkt normalt er - man er vel ikke fra nettet for ingenting - at man ofte vil kunne samarbejde et langt stykke ad vejen, før ens veje naturligt nok må skilles, fordi konkurrencen begynder derfra.
Endnu en forskel på indstilling, og den var jeg endda slet ikke klar over. For det er svært at skille det kulturelle fra den reelle viden. Da jeg ikke er kommercielt uddannet som Alain, lytter jeg normalt ret godt efter ham på den front.
Men nu skal der saftsusme samarbejdes. Måske. I øjeblikket er der ingen projekter, der kalder på sammenstukne hoveder. Men det kan jo komme.
No comments:
Post a Comment