Vinmarkerne ved Verzy står stadig næsten grønne. Nu lover de frost, og så kan det hurtigt være slut for i år.
På en spadseretur gennem vinmarkerne ved Verzy opdagede jeg to ting.
Kun få steder er druerne blevet klippet ned. Heldigvis. For det er et overmåde trist syn. Kvoten har jo været lav for alle, så enten har mange stadig haft deres individuelle blokerede reserve at opbygge - det havde vi selv - eller også har de fundet på noget andet med de resterende klaser.
I år har vi kunnet bruge 9.700 kg/ha, og vores egen vinstokke gav i hvert fald 14.000 kg/ha. Vi brugte selv de fleste ekstra klaser til den individuelle resreve, og hvad der ellers resterede, aftog kooperativet.
Herfra forlød det i øvrigt i går, at et af regionens få distillerier har bedt vinbønder med klaser tilbage på planterne om at plukke dem. Selvom vinhøsten ligger flere uger tilbage, er kvaliteten stadig høj, og meget fin til de lokale alkoholler, der også udgår fra denne region: Fine og Marc de Champagne. Begge er meget velegnet som en del af ingredienserne til en regionalt inspireret julegløgg. Det er en anden snak, som her i huset bliver aktuel om halvanden måneds tid vel.
Hvad jeg ellers fandt ud af i dag? Efteråret er kommet, skal jeg lige love for. Den ene dag viste termometeret 20, i dag nåede det ikke langt over seks grader Celsius, trods den skønne oktobersol. Noget af en forskel skal jeg lige love for, og jeg har fundet både den uldne sweater og de tætstrikkede vinterstrømper frem. Klimaet er kontinentalt især, og i nat lover de ligefrem frost.
No comments:
Post a Comment