24 July, 2007

Vendanges forude

 
Posted by Picasa
Særlige skilte advarer om heftig traktortrafik under vinhøsten. Effekten mindskes formentlig noget af, at mange af disse skilte blomstrer langs vejkanten året rundt.

Vinstokkene har skiftet fokus fra ren og rå vækst til modning af druerne. Efter plantens konsolidering handler det nu om dens fremtid. Vindruerne er begyndt at skifte farve, og med en modning, der normalt varer en måneds tid, lander vi på en sandsynlig vinhøst fra et sted på den anden side af den 20. august.

I seneste bulletin fra vores kooperativ forventer præsidenten at begynde i Vertus den 22. august, hvilket ret sandsynligt vil betyde, at vi begynder at plukke årets første vindruer lørdag den 25. august. Loisy-en-Brie ligger normalt tre dage efter Vertus.

Vi begynder altid med Chardonnay i Loisy-en-Brie, flytter os derpå til Chardonnay i Soulières, tilbage efter Meunier i Loisy-en-Brie og sidst Pinot Noir i Soulières. Rækkefølgen afhænger af de enkelte druetypers modenhed.

Stadig tidlig høst
Det er senere end CIVC's første forudsigelser, men stadig det tidligste jeg har set i seks år. 2003 var også tidlig, men omstændighederne var nogle andre. Fem ugers hedebølge gjorde det nødvendigt at høste druerne før planlagt, fordi de modnede langt hurtigere end forventet. Vinhøsten i Champagne finder normalt sted omkring den 20. september.

I øvrigt er det CIVC, der fastsætter startdatoerne for de godt 320 landsbyer i Champagne-distriktet. De endelige datoer kommer to uger før start.

Sommerferien kalder. Jeg er væk fra vinstokke, vindruer og blog de næste uger, men tilbage igen i sidste tredjedel af august. At nyde sommeren har foreløbig været vanskeligt, men et glas champagne eller tre virker fint mod den form for summerblues!

No comments: