17 July, 2007

Vinmeldug også i Champagne


Posted by Picasa

Familiens Chardonnay-druer holder sig stadig klar af denne sommers pest: Vinmeldug (Plasmopara viticola).

To måneders vand og varme har sendt adskillige vinproducenter i nogle af Frankrig store vinregioner til tælling. Fugt plus varme giver svamp mange, mange steder. Vinmelduggen trives desværre i år, især i Bordeaux, men den findes også her i Champagne, hvor forsommeren har været næsten ubeskrivelig:

Den varme, der får svampen til at vokse, har nu ikke været af den type, der får pigerne til at trække i sandaler og sommerkjoler. Det har regnet næsten hver dag i to måneder, og smalbenene har som oftest været dækket af jeans og gummisko. Men nætterne må have været så lune, at døgngennemsnittet bringer totalen op nær noget, der kan kaldes varme. Dage med bare ben kan tælles på få fingre.

Solskin primo maj
Vi skal tilbage til begyndelsen af maj for at finde de gode varme dage. Siden foregik blomstringen over flere uger under en blanding af regn, blæst og - ret skal være ret - sol. Resultatet ses mange steder - også hos os - i form af sporadisk millerandage, klaser med bær af forskellig størrelse.

Lige før Bastille-dagen, den 14. juli, slog vejret imidlertid over i virkelig sommervarme, høj sol, langt over 30 grader og tropenætter, og det er nok til foreløbigt at redde vores Meunier-planter fra vinmelduggens første spor i form af brune pletter på bladene. Siden spreder svampen sig til druerne, der rådner og endelig falder af.

Kobbersulfat og kalk mod svampen
En blanding af kobbersulfat og kalk beskytter mod sygdommen, og traktorerne har da også rullet landevejene tynde sommeren igennem, i hvert fald i Montagne de Reims og Côte des Blancs, hvor jeg primært færdes. Regnvejr vasker nemlig det beskyttende lag kemi af, og så må sprøjte-Frans afsted med dyserne igen.

Med endnu fire til seks uger til vinhøst har vi brug for meget mere fra skuffen med høj sol, bagende varme og svedige nætter for at klare skærene helt til høst.

No comments: