20 July, 2007

Nedbør betyder gennemsnitshøst

 
Posted by Picasa
Sommerhagl kan skyde hul i druerne, hvilket giver fri adgang for sygdom og råd. Mutigny i Vallée de la Marne, den 15. juli.

Vinhøsten tegner gennemsnitligt. Haglskader sine steder men først og fremmest regn har indtil viderer sendt forårets lovende takter ned på det jævne. Og så er der blomstringen, der forløb over en lang periode på grund af dårligt vejr, og betyder mindre udbytte end de seneste tre år.

Det kan dermed blive svært for de hårdest ramte vinbønder at levere den maksimale druekvote på 14.000 kilo per hektar - 12.400 fra høsten, 1.600 som blocage/deblocage, dog ikke for nyregistrerede vinbønder som mig. Rigtig ærgerligt, rigtig rigtig ærgerligt på et tidspunkt, hvor champagnehusene skriger på stadigt flere druer for at kunne slukke verdens heftige tørst efter bobler.

To fjender
I markerne har hagl ødelagt tre procent - 900 hektar - af det beplantede areal på godt 32.000 hektar. Værst ramt er Vallée de la Marne - tordenvejrene har en tendens til at følge floden og dens dal - og Côte de Sézanne og Bar-sur-Seine i den sydlige ende af Champagne. I alt 10 procent af arealet er berørt af hagl.

Den anden store fjende er regnen, to måneders evindelig og næsten uafbrudt regn. I Vallée de la Marne er der faldet op til 80-90 liter regn per kvadratmeter, hvilket har givet meldug, oidium og botrytis gode betingelser. Det generelle billede er dog ikke så slemt, siger CIVC's informationschef, Daniel Lorson, til avisen l'Union. Traktorerne og de manuelle sprøjter har været afsted nærmest konstant efter hver regnskyl for at holde svampesygdommene bedst muligt i skak med kemiens hjælp.

I vores egne parceller med Meunier-druer ser det nogenlunde ud - trods forsommerens haglskader, ødelæggelserne blev vurderet til tre procent af forsikringen. Værst ser det ud i den øverste og misligholdte - ikke af os - parcel, bedst i den nederste. Reglen i år - med stor plads til lokale variationer - er, at de hvide Chardonnay-druer tegner bedst, mens de røde Pinot Noir- og ditto Meunier-druer har klaret de vejrmæssige udfordringer noget dårligere.

Senere høst
Regnen har også ekspederet høsttidspunktet to uger længere hen mod efteråret til et sted fra sidst i august til først i september. Det kan selvfølgelig stadig ændre sig, ikke mindst med en eventuel hedebølge i august.

Direkte solskin er ikke en nødvendighed. En tildækket sol bag skydække er nok til at modne druerne i en passende grad, forsikrede CIVC forleden til avisen l'Union.

No comments: