Sigøjnernes franske visit

Sigøjnerlejr udenfor Chigny-les-Roses i Montagne de Reims.

Med en vinhøst rundt om hjørnet har stadigt flere sigøjnerkaravaner kurs mod Champagne. Tidligere i år end normalt på grund af et stort religiøst træf i vores nabodepartement Moselle, hvilket har bragt flere korteger end ellers igennem Reims og omegn. Nogle på gennemrejse, andre venter tilsyneladende på nogle dages eller ugers arbejde under druehøsten.

Og som ofte, når det drejer sig om sigøjnerne, der så kønt omtales som det rejsende folk på fransk, er deres tilstedeværelse noget, der får mange lokale til at føle sig generet.

Klager og negativ omtale
Hele spektret er dækket ind fra et alt andet end objektivt ordvalg i artikler i den lokale avis - der i flere omgange blandt andet har skrevet om en "invasion" af byens rastepladser for lastbiler uden konsekvent at nævne, at Reims' officielle rasteplads p.t. er under ombygning - over klager på borgmesterkontorerne til negative kommentarer naboer og bekendte iblandt over sigøjnerkonerne, der iført bedende øjne og tryglende tonefald stemmer dørklokker for at sælge det, de kalder fineste håndværk, til ublu overpriser.

Nu ved jeg jo af helt personlig erfaring, at der i disse små vinbyer ikke nødvendigvis skal så meget til, før en nabo føler sig så generet, at der ryger en klage afsted. Jævnfør vores tømrer, der formastede sig til at parkere udenfor huset, så at andre næsten ikke kunne passere i bil...

Affald som souvenir
Jeg kan for så vidt også godt forstå, at folk i de små vinkommuner bliver gale i skralden, når de kan gå i gang med at rydde op i disse rejsende folks efterladte affald og udtjente komfurer, der jævnligt ligger tilbage som souvenirs, når høsten er ovre.

Men da sigøjnerne jo kommer for at arbejde for vinbønderne, forstår jeg ikke, at kommunerne ikke ekspederer regningen og raseriet videre til sigøjnernes arbejdsgivere. Alle ved jo, hvem der høster for hvem.

Netop dette aspekt ved vinhøsten har været debatteret på stribevis af møder blandt vinbønder og deres repræsentanter i forskellige organisationer foråret igennem. Sigøjnernes arbejdsgivere er igen og igen blevet opforderet til at stille jord til rådighed for at undgå vrede naboer.

Jeg har ingen anelse om, hvor mange der efterkommer sådanne opfordringer. Jeg har blot tidligere år bemærket, hvor usle pladser sigøjnerne må finde sig i og undret mig over, at folk virkelig kan leve med det. Et af svarene har blandt andet været, at sigøjnerne først får jord med de nødvendige faciliteter, herunder toiletter, stillet til rådighed, når de har fundet jobs.

Indtil da må de anvende de officielle pladser, hvoraf der ifølge Le Figaros udgave den 12.-13. august er oprettet mindre end en tredjedel af hvad der er lovpligtigt (30 procent helt præcist. Måske kan man finde en del af forklaringen på de mange ulovlige, midlertidige bosættelser her). Byer med mere end 5.000 indbyggere har lovbestemt pligt til at stille en plads til rådighed.

Snydt så det driver
Jeg havde i øvrigt allerede inden den første sigøjnerkone ringede på hos os forleden besluttet mig for at købe et eller andet... i år var det desværre ikke én af dem med hjemmeflettede kurve, der kom først. Hun havde i stedet alt muligt bric-a-brac i sin taske. Men som sagt, min beslutning var truffet, så jeg var formentlig et nemt offer...

Alligevel fik jeg hele turen om, at jeg var smuk, et godt menneske og så videre, på trods af at jeg sagde, at det ikke var nødvendigt at smøre på, jeg agtede at købe et eller andet under alle omstændigheder.

Nu hvor jeg går ind i mit tredje år som husejer i en lille vinby, har jeg i øvrigt lært ikke at lukke sælgere ind. Vi handler i porten... så ingen får at se, hvad her er at hugge. Dog ikke uden at undre mig over mig selv... er jeg ved at udvikle samme mistænksomhed som de lokale? Hænger det sammen med, at en grøntsagsmand fra Bretagne tog røven på mig lige før vinhøsten sidste år?

Sigøjnerkonen snød mig i øvrigt også, så det drev... men det behøver jeg vel næppe at nævne. Giver det mon ikke sig selv? JEg gider ikke at sige, hvad jeg købte, og slet ikke, hvad jeg gav for det. Alain opdager det aldrig...

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.