05 July, 2006

Vinen er spændt op


Vinstokke efter topbeskæringen.

Palissagen er slut, anden tråd er løftet, og det betyder, at vores rækker med vin nu omsider er endeligt spændt op til sommeren. Skuddene og bladene er skilt ad og arrangeret pænt, så de hver især kan fange maksimalt meget sol og desuden få luft nok for at undgå råd.

Meldingen lyder i øvrigt på drueklaser nok og af en foreløbig pænt stor størrelse. Alain har endnu engang været ude at tælle.

Her i Montagne de Reims er det efterhånden flere uger siden, at i hvert fald de fleste af vinstokkene for længst hejst op. Vintraktorerne har kørt rækkerne igennem for længst for at beskære skuddenes toppe.

Rognagens andet heat
Siden er de skud, der i første omgang var for korte til at blive snuppet af kniven, groet med op. Det er dem, der nu får parcellerne til påny at have fået et vildt og uregerligt udseende med grønne stængler, der stritter ureglementeret op over det hele. Når de får toppen skåret af for anden gang, stopper væksten i toppen for i år. I stedet vil vinene begynde at vokse i siderne.

I dag så vi en del folk bevæbnet med ørnenæb. De er ude for at klippe de såkaldte entre-coeurs af. Det er nye skud, der er begyndt at gro efter den grønne beskæring. De sætter ingen frugter, og er derfor uønsket vækst, der skal væk. Den mest præcise måde at slippe af med dem er at vandre op og ned gennem rækkerne med sin store saks og klippe dem af manuelt. For vores vedkommende er det et job af en halv til en hel dags varighed, som vi må finde plads til snarest.


Denne vinens vilde vækst vil blive begrænset af palissage og rognage.

I vore rækker har den maskinstation, der besørger traktorarbejdet, kørt rognagen en enkelt gang. Det er formentlig nok i og med, at det er foregået så sent som i sidste uge. Dermed har alle skuddene været lange nok til at få kappet hovedet. Siden er det siderne, der vil blive klippet, sådan at vinrækkerne får karakter af veltrimmede hække. Arbejdet fortsætter med jævne mellemrum til en gang ind i august, hvor vinstokkens prioriteter skifter.

Den begynder simpelthen ved dette tidspunkt at bruge kræfterne på at modne druerne i stedet for at vokse mere. Skuddene vil ændre sig fra bløde, grønne stængler til hådt træ. Det hedder veraison, og først efter dette tidspunkt vil bærrene begynde at tage farve.

Bunden er ikke ren
Ingen udfører et stykke manuelt arbejde helt lige så godt, som ham - eller hende - der er afhængig af resultatet på bundlinjen. En sandhed, der sørme også gælder det arbejde, som den unge mand, der hjælper os, har udført. Selvom arbejdet er "ok", er bunden ikke ren.

Det betyder, at der er stængler ved foden af planterne, der ikke er kommet med op. Risikoen, hvis de bliver hængende der, er, at de opsamler fugtighed, der udgør et vældig behageligt mikromiljø for alskens ubehagelige svampe, som vi for alt i verden ikke ønsker skal sprede sig til resten af vinen. De skal derfor klippes af, og det er nu et spørgsmål om at få det gjort.


Efter palissagen: Vinen fremstår som veltrimmede hække.

Alain har yderligere i den nedre del af parcellen konstateret en ubehagelig stor mængde planter med gule blade. Det kan skyldes en eller anden mangel, men det kan desværre også være sygdommen esca, som det stadig ikke er lykkedes os at få bugt med trods en temmelig intensiv indsats gennem sidste efterår og dette forår. Vi får se. Det er endnu for tidligt at bedøme.

Tordenvejret følger Marne
I hvert fald er rækkerne nu soigneret og klar til sommeren. Rart nok. Godt nok ser de seneste ugers voldsommme tordenvejr ud til at følge floden Marne. Vi har således ikke rigtig været generet af dem. Tværtimod har de givet regn nok til, at vi har kunnet droppe havevandingen ind i mellem...

I Épernay var der for nogle uger siden oversvømmelser i Épernay. I Chalons-en-Champagne sad min svigerinde for nogle dage siden og rystede på sit kontor, fordi hagl så store som dueæg hamrede ned over hovedet på hende. Hun må dog gøre en dyd af sin kvindelighed, for hun sad trods alt indendøre. Men hagl af denne type er store nok til at totalskade biler, der ikke er kørt i dækning, så det kan godt betale sig at respektere dem. Så sent som i morges skriver den lokale avis, l'Union, om oversvømmelser i den vestlige side af Reims.

Det er resultatet af, at det hele natten til i dag har tordnet og lynet, og tv-meteorologerne har lovet mere af samme skuffe i dag. Vi havde glimrende overblik over skuepladsen, da vi holdt ved jernbaneoverskæringen mellem Avize og Oiry i en rum tid, før vi turde satse på, at blinklyset og bommen rent faktisk var udløst af tordenvejret og ikke af et godstog. Lynene, der zigzaggede henover den mørkelagte himmel over Marne og det bagvedliggende Montagne de Reims, var virkelig så dramatiske som man eller kun ser dem i Anders And og film af Harry Potter og Ringenes Herre-typen


Vinen får simpelthen hugget hovedet af under rognagen

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: