Sideskuddet (til højre) vokser, efter at skudspidsen er klippet af.
Alain har været i Loisy-en-Brie for at smukkesere vinrækkerne. Det er vinstokkenes fødder, der skal renses for skud for at undgå at skabe alt for behagelige forhold for svampe.
Desuden er de såkaldte entre-coeurs - sideskud - begyndt at gro efter at sommerbeskæringen - rognage - er i gang. Da de typisk enten sætter kun lidt eller slet ingen frugt, er det mest hensigtsmæssigt at fjerne dem helt, så at planten kan koncentrere sin kraft om det mere væsentlige.
Årets druer ser foreløbig fine ud og har en god størrelse.
Sideskuddene vokser frem i hjørnerne ved bladene, men først efter at traktoren har klippet skudspidser i den yderligste ende af de etårige og frugtbærende skud af i forbindelse med rognagen.
På dette tidspunkt af sommeren er vinen indstillet på vækst. Det er som fanden tager ved den: Når ikke hovedskuddene kan få lov at gro, gro, gro, skal den nok demonstrere sit fortsatte mål og blot vokse løs fra andre vinkler.
Arbejdet foregår bøjet og bevæbnet med ørnenæbbet. Han spadserer langsomt op og ned gennem rækkerne, mens han klipper entre-coeurs snart til den ene, snart til den anden side. Ryggen er med i tre timer. Akkurat nok til at få halvdelen overstået.
Chardonnay-druer i Loisy-en-Brie 9. juli 2006.
Vi har i øvrigt ingen problemer haft med den sidste uges uvejr. Ingen af de lede hagl, der virkelig har hærget, har fundet vej til os. Måtte det forblive sådan.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment