06 July, 2006

Første bud: Spredt vinhøst


Vinblomster fra midten af juni.

Med vel overstået blomstring er det første bud på mulige høstdatoer landet i lokalavisen, l'Union.

Ikke vildt overraskende - datoerne var nogenlunde de samme i 2005 - lyder CIVC's (Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne) foreløbige vurdering på en høstdato omkring den 18. september.

Blomstringen har til gengæld været tidsmæssigt ret spredt i området, og det betyder, at startdatoerne for de forskellige sorter meget vel kan blive spredt ud over flere uger. Det er en anelse besværligt, når man som os ansætter folk i en uges tid til at høste. Det hele skal dermed overstås i løbet af de dage, plukkerne befinder sig på gården.

Druer nok af god størrelse
I øvrigt er det generelle billede fint vejr i den periode, hvor bestøvningen har fundet sted, i alle områder og for alle druesorter. Det betyder altsammen, at vi foreløbig kan regne med en god udvikling af druerne, både hvad mængde og størrelse angår.

Denne generelle vurdering svarer helt til, hvad vi har kunnet konstatere i vores egne rækker.

At blomsterne i sidste ende er dukket op på samme tidspunkt som sidste år - trods dette års ubegribeligt kolde forår - hænger sammen med juni måneds hedebølge. Tilstandene i vinen kan ændre sig på få dage altefter hvordan vejret arter sig, og derfor er det selvfølgelig også alt for tidligt at ærgre sig over en kommende vinhøst, der foreløbig tegner spredt.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: