På falderebet er holdet godt sammenarbejdet.
Efter vinhøstens sjette dag befinder der sig udover 10 plukkere yderligere fem kurve fyldt til randen med vindruer i den ene af de to hvide Citroëner, vi bruger til at transportere folk frem og tilbage mellem huset og markerne. De er tiltænkt Michael.
Høsttiden er fuld af traditioner, og la Baptême er en af dem. Normalt får debutanter på holdet buksevand, når arbejdet nærmer sig enden, i år gælder det foreløbig en druevasker. Michael er godt nok ikke den eneste nye på holdet i år, men han er suverænt den mest rapkæftede blandt en gruppe, der ellers er langt fra tavs under arbejdet. Samtidig er han den, der mest utidigt har kastet overmodne klaser efter andre i løbet af dagen, og det skal hævnes i dag. Så jagten går henover jorden overfor gården, indtil han overgiver sig og modtager dåben, der består af de godt 30 kilo druer, som fire spande rummer, plus ekstra seks-otte stykker, som en uvenlig sjæl har trampet til saft, inden Michael får det hældt ned ad nakken.
Ældst i gårde af de i alt 11 høstarbejdere er Muriel, der er kommet her gennem 10 år, og som tiden er gået har haft andre med. Svogere, fætre, kolleger og så videre, alle er på en eller anden måde forbundet. De fleste holder en uges ferie - fra jobs på fabrik som bager, slagter eller andet, - som de bruger på at høste vin. Andre er arbejdsløse, og har formentlig ikke andet arbejde i løbet af året. Fælles for alle er, at de nyder den lejrskolestemning kombineret med mors madgryder, der opstår, når man arbejder, spiser og sover sammen i en uges tid.
Man bliver ikke rig af den officielle løntarif. Folk på kost og logi som her sniger sig op på omkring 3000 kroner for denne uges arbejde, så det er næppe lønnen, der trækker.
Det er da også blevet sværere at skaffe den nødvendige arbejdskraft. Behovet er stort i Champagne, hvor hele høsten foregår per håndkraft, og en god plukker kan nå 500 kilo om dagen i et område, der i år giver 30.000 kilo per hektar. Det tiltrækker sigøjnere fra Sydfrankrig, der har slået sig ned med deres campingvogne og mobile homes stillet op som vognborge i udkanten af hver landsby. Vi ser dem om morgenen i kanten af vinrækkerne, hvor selv småbørn i børnehavealderen deltager i arbejdet med resten af familien. Ogsaa østeuropære kommer for at plukke druer, nogle på mere legal vis end andre, hvilket giver la gendarmerie en del at bestille på vejene i disse uger.
Folkene her kommer fra Normandiet - år efter år for manges vedkommende – det er arbejde alle kan finde ud af - og det giver et særligt fællesskab for ikke at sige familieskab i hvert fald den ene uge i året, hvilket er trækplasteret. Jeg er helt med – jeg kan ikke bruge mine kundskaber til ret meget i Frankrig endnu – men jeg kan høste vin uden andre problemer end de fysiske. Og så regner jeg da med at forstå lidt flere af vittighederne, når vi ses næste år.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment