De to kokke - Annie & Annick - i de ekstra kilos tjeneste.
Klokken 10 står holdet klar til hjemrejse i gården – nu er det slut for i år – og det er lidt trist at tage afsked. Vi har levet som en ekstra stor familie den sidste uge, hvilket var sjovt og hårdt og anderledes, og nu skal vi alle tilbage til hverdagen.
Også Annick, som sammen med Annie – Gerards kone – har stået utrætteligt ved kødgryderne og tryllet tre retter mad frem to gange om dagen i de sidste ni dage samt ikke at forglemme fyldt madkurven med kaffe, kage og sandwich til pauserne. Vi har spist godt – lige fra kaninsteg over Bøf Bourgignon til Choucroute, kilovis af Clafoutis-kage med kirsebær eller æble, blommetærter og budding og pandekager en masse – under vinhøsten er det trods det fysiske arbejde helt almindeligt at tage 2-3 kilo på, og det har sin årsag. De damer har i ni dage nødet og atter nødet samtlige tilstedeværende til at tage en ekstra omgang af den solide kost, og til sidst bliver noget af den jo altså siddende.
Gerard må vænne sig til atter at arbejde alene på gården. Muriel, Jean-Michel, Michael, Philipe, Jocelyne, Jean, Laurent og Nathalie tager alle toget hjem til Le Havre, mens Laetizia, Alexandre og Xavier bliver en dag ekstra. Mændene har en dags ekstra arbejde med at højtryksspule vinkasserne, inden de bliver smidt op på loftet til næste år.
Sidst på eftermiddagen kører vi tilbage til Verzy. Spændingen er lettet, eller er - måske mere korrekt udtrykt – blevet transformeret til god erfaring, og de fleste sæsonarbejdere rejst igen. Men enkelte steder høster de stadig, bøjede rygge mellem de grønne rækker, kasser med druer for enden, lastede traktorer og en stank af druesaft i landsbyerne afslører, at Champagnes helt store uge endnu ikke er slut.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment