02 September, 2014

Plukket, vejet, målt og presset

 
Posted by Picasa
Det er blevet vores tur til at måle.

Du ved, den videnskabelige tilgang til druernes tilstand nu hvad der ligner to uger før årets højdepunkt bryder løs. Ikke mindst i talte arbejdstimer.

Målet er at få en mere præcis idé om vindruernes tilstand. Tirsdag bliver datoerne endeligt aftalt, og så kan det være rart at have noget at byde ind med og ikke mindst tale ud fra.

Pluk og vej
Vi samler prøverne så tilfældigt som muligt. Snupper en spadseretur op og ned gennem rækkerne, stopper for hver 20. meter og snupper tre klaser uden at se for meget på den: En for oven, en i midten og en for neden. Og vi bliver ved, og vi bliver ved, til vi har en halv spandfuld sådan cirka.

Indsamlingen giver en række tal, der vil bestemme rækkefølgen, når vi snart går i gang.


Pres og mål
Vel tilbage med otte spande med hver sin lille seddel - ellers er det sin sag at kende forskel på Chardonnay fra Loisys høje henholdsvis lave parcel - kan vi gå i gang med at presse, og der er intet smart over den del af processen.

En plasticskål og et ditto dørslag, et par solide gummihandsker og så i gang med klør fem. Opskriften har for så vidt ikke ændret sig siden 2011, det har facit heller ikke: Cirka et kilo druer skal presses til cirka en halv liter most.

Bagefter måler vi mostens temperatur, og bagefter dens densitet, hvilket giver et ok mål for sukkerindholdet. Mosten har ikke altid samme temperatur, og da den har betydning for resultatet, korrigerer vi om nødvendigt vores tal ved hjælp af en matematisk konstant.

Processen tager en halv dags tid, og vi har været afsted et par gange.

Udviklingen har stadig fart på, her kommer tallene fra juryen i Soulieres (den 28. august og den 1. september):

Jeg skal måske lige sige, at procenten repræsenterer den mængde alkohol, der kan komme ud af druernes nuværende indhold af sukker.


Chardonnay
Les Crochettes, Soulieres: Chardonnay - 5,83% og 6,47% (1045 og 1050)

Belles Feuilles, Soulieres: Chardonnay - 5,52% og 6,66% (1043 og 1051)

Vieilles Grandmères, Loisy-en-Brie: Chardonnay (bas) - 5,83% og 6,99% (1045 og 1053)

Vieilles Grandmères, Loisy-en-Brie: Chardonnay (haut) - 5,20% og 6,66% (1041 og 1051)

Det betyder, at Chardonnay-druerne ligger på i snit 6,7% vol, en fremgang på 1,10% på de fire dage mellem de to målinger

Det gennemsnitlige tal for Chardonnay i Marne: 7,4%



Pinot Meunier og Noir
Vieilles Grandmères, Loisy-en-Brie: Pinot Meunier/Noir (cordon): 6,73% og 7,28% (1051 og 1055)

Vieilles Grandmères, Loisy-en-Brie: Pinot Meunier (bas): 6,41% og 7,11% (1049 og 1054)

Belles Feuilles, Soulières: Pinot Meunier: 7,18% og 7,43% (1054 og 1056)

Det betyder, at Pinot Meunier og Noir-druerne ligger på i snit 7,27% vol, en fremgang på 0,5% på fire dage.

Det gennemsnitlige tal for Pinot Noir: 7,9% og Pinot Meunier: 7,5%


Andre år slutter druemålingerne med en lille tår. Ikke med denne syregrad. Vi skal helst undgå diarré dagen før skolestart.

No comments: