Store Unesco-dag

 

Veuve Clicquot har sat et banner op udenfor husets faciliteter i Verzy. Formandsskab forpligter selvfølgelig. Endda selvom direktricen i mellemtiden har skiftet til en anden kasket i LVMH-koncernen.

Det er store Unesco-dag i Champagne.

To repræsentanter fra vores område fortæller den franske Unesco-komité, hvorfor netop Champagne bør være Frankrigs kandidat, når verdens kulturarv skal udvides til januar.

Den ene af talerne bor godt nok ikke i Champagne. Hun arbejder heller ikke længere i branchen. Direktøren for Veuve Clicquot har skiftet sit gule skrivebord ud med et andet i luksusimperiet LVMH. Hendes makker er til gengæld vinbonde. Cecile Bonnefond og Pierre Cheval opretholder således den perfekte balance i branchen: En til champagnehusene og en til vinbønderne, og så er alle glade. I hvert fald udadtil.

Champagne-regionen har en meget gammel og meget rig historie, og så er den selvfølgelig hjemsted og vugge for en af verdens kendteste vine. Det er virkelig ganske særligt, men overraskende få lokale værdsætter denne både fortidige og fortsatte storhed.

I tråd hermed er Unesco-kvalificeringen også landet i en forening - jeg kunne fristes til at sige parkeret. Jeg ved ikke, om det er rimeligt. Jeg ved til gengæld, at jeg udover brok hist og pist fra vinbønder, der er bekymret for deres muligheder for at bygge hvad som helst stort set hvor som helst, har jeg ikke hørt nogen kommentarer til projektet. Jeg tvivler på, at det er kendt ud over turistbureauernes indviede cirkler og så på champagnehusenes bonede gulve med folk ansat, der har tid til at tage sig af den slags. Tiltagets folkelighed er dermed hurtigt overset. Omend alle i champagnebranchen har haft lejlighed til at troppe op til stormøder, og dermed vel også give en hånd med i lokalkomitéer. Undertegnede inklusive.

Hvorfor det overhovedet er vigtigt?

At være Unesco-verdensarv har en karakter, der går fint i spænd med champagnens eksklusive image. Det trækker også turister, og dem er der egentlig overraskende få af i betragtning af, hvor tæt vi ligger på Paris. I betragtning af, hvor kendt vinen og domkirken i Reims er. Jeg kunne da også for egen regning håbe at det ville løfte regionens anseelse lidt ikke mindst i dens egne øjne.

Det er ufattelig besværligt at bo her på virkelig mange områder. Men jeg tror aldrig, at jeg vil blive færdig med at finde ud af og forsøge at forstå. I dén grad er dette land rigt, komplekst, interessant, og jeg piller stadig torne ud af overfladen - styk for styk - for at nå ind til essensen. Alt det er selvfølgelig poesi, men af den gennemlevede slags, og netop den essens og den poesi handler det blå Unesco-flag også om. Læs hvad foreningen selv siger her.

Derfor har jeg selv flaget på min blog, lige siden kampagnegrafikken blev offentliggjort. Jeg har selvfølgelig også foreslået andre at gøre det samme. Men den torn gad jeg ikke bruge tid på at trække ud. Jeg må til stadighed erkende, at forankring er min idé, ikke folkets. Så det skib måtte sejle selv, da jeg først havde lanceret det. For et par uger siden stødte jeg på grafikken igen i form af bannere, der vajer blandt andet udenfor Veuve Clicquots arbejdsfaciliteter i Verzy. Sigende nok flager huset ikke foran VIP-villaen sammesteds.

 

Detalje fra grafikken, som jeg finder meget vellykket men lidt for hemmelig.

Den franske kandidat bliver fundet til januar. Skal jeg lige nævne, at Bourgogne og mineområderne mod Nord også er kandidater? Først juli 2011 får vi og alverden at vide, hvem der bliver den heldige Unesco-vinder. Man går grundigt til værks.