12 June, 2007

Kør med TGV til Champagne

 
Posted by Picasa
TGV'en passerer Beaumont-sur-Vesle nedenfor Verzy. Toget kører 320 km/t på den nye Est-strækning mod 300 km/t i resten af Frankrig og 250 km/t i Tyskland.

TGV Est er en daglig realitet. En togtur fra Paris til Strasbourg varer dermed to timer og 20 minutter mod tidligere fire timer. De hurtigste afgange forbinder banegården Paris Est med det centrale Reims på 45 minutter, en halvering. Man kan også snuppe toget direkte fra Charles de Gaulle, Paris' største lufthavn, og med de bedste forbindelser nå Reims på en halv time.

Turistindustrien kan slet ikke få hænderne ned. Selv mange franskmænd ved ikke, hvor det Champagne, hvor man laver den noget mere kendte drik af samme navn, befinder sig på landkortet. Le comité régional du tourisme (CRT) de Champagne-Ardenne har sikret sig, at man ikke kommer i denne ubehagelige situation overfor britiske livsstilsjournalister.

Welcome brits
Det britiske marked er det største eksportmarked for champagne. Britiske turister tegnede sig for hele 40 procent af overnatningerne i området sidste år, og man modtager meget gerne flere.

For en sikkerheds skyld lod Marnes turistindustri deres gode vilje akkompagnere af handling, og inviterede sidste år britiske livsstilsjournalister på middag på Ritz i London. Kokken kom fra Reims' trestjernede Les Crayères-restaurent, maden blev ledsaget af topchampagner. Ærgerligt, man ikke slog sig på livstilsjournalistik i Storbritannien i tide ;-)

Endestation Berlin
De fleste af TGV Ests første passagerer var nu nok franske. De prøvekørte de nye vogne, med indretning designet af Christian Lacroix i søndags, og nu venter vi så alle spændte på sommerens horder af turister her i departementet Marne.

Det nye hurtigtog skal efter planerne føres helt til Berlin. Foreløbigt rækker de tyske forbindelser til Frankfurt og Stuttgart. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg syntes rigtig godt om disse perspektiver, da vi købte vores landlige idyl i Verzy med 20 minutter til nærmeste TGV-station i Bézannes for nogle år siden.

No comments: