Det søde og det syrlige Tagada

 

Fraise Tagada er sådan et stykke ærkefransk slik som jeg har haft meget svært ved at forstå.

Hvad er mest kunstigt: Farven eller smagen? Det skal jeg ikke kunne sige. De er oven i købet hårde.

Jeg tilhører med andre ord ikke kernekøberne. Men så skete der noget andet forleden.

Vennetjeneste
En bekendt som jeg gjorde en tjeneste kvitterede med en gave fra en af de forholdsvis mange slikbutikker i byen. Et af den slags steder hvor man overvejer om det er muligt at bede om det halve efter at have studeret prisen for 100 gram af det søde.

 

Nu ved jeg så hvad de butikker ligger der for. Chocolatier det ene og det andet. Der køber damerne små veninde- eller værtindegaver, og de kommer i voksede papirsposer med silkebånd på og pyntet efter alle kunstens øvrige regler.

Vigtigst af alt: Jeg ved ikke hvad de har puttet i denne forsamling franske Fraise Tagada men det må være en anden opskrift end Haribo følger.

Krystalsødt og frugtsyrligt
Det begynder allerede i fingrene. Bærret er blødt som skum. Dets smag begynder sødt og føles nobret mod tungen.

I takt med at krystalsukkeret smelter på tungen overtager en friskt syrlig smag af frugt der balancerer det sukrede så fint at enden er rigtig god men egentlig ikke sød.

Jeg kan lige frem få den tanke at slikket muligvis kan have set en eller anden form for ægte frugt. Helt vildt.

 

Hvad Fraise Tagada angår er jeg overbevist. De seneste dage har besiddelsen af dem helt sikkert forøget min livskvalitet. Selv om de 100 gram godt nok er svindende.

Jeg har helt klart undervurderet værdien af fransk slik som værtindegave. Det skal aldrig ske igen, det lover jeg.

Mere af det søde.

Aha: Marshmallows på mode