Prosecco vil være lige så stor som champagne.
"Prosecco er blidere, lettere at drikke end champagne," sagde en af de store Prosecco-producenter Gianluca Bisol til Reuters Bureau tidligere på sommeren. (Læs mere.)
Han mener, at Prosecco kan blive verdens største mousserende vin i løbet af de næste 30 år, og begrunder det med god kvalitet til prisen.
Prisen er væsentligt lavere, fordi de fleste af de italienske flasker får boblerne introduceret i store tanke - den såkaldte Chavot-metode - i stedet for den langsomme udvikling på flasken, der er en af forklaringerne på, at champagne er dyrt og bedre.
Nu er jeg selvfølgelig vinbonde i Champagne, og Gianluca Bisol er vinbonde i Norditalien, så standpunkterne er ligesom givet på forhånd.
Men helt ærligt. Hvordan kan man overveje at sammenligne en vin, der for de fleste flaskers vedkommende er opelsket - kan man overhovedet sige det i den forbindelse? - i en tank, med en, der har lagret på langsom og stærkt fordyrende vis på flaske?
Bisol laver i øvrigt også flasker efter samme metode som i Champagne. Det er i så fald opgivet på flasken med et "Metodo Classico". Fint nok. Gæt engang, om ikke også disse flasker koster væsentligt mere end dem fra tanken? Det er klart, at mere håndværk koster ekstra, uanset om det foregår i Frankrig eller i Italien.
Navnet Prosecco refererer til druen. Den er omfattet af kvalitetsstemplet DOC (Denominazione di origine controllata) i stil med den franske AOC. Foreløbig sender området nord for byen Treviso omkring 150 millioner flasker ud på markedet om året, hvilket stadig er under det halve af Champagnes knapt 340 millioner. USA og Tyskland er store markeder for den italienske Prosecco. England, Frankrig og USA er de største eksportmarkeder for champagne.
No comments:
Post a Comment