Overskudsdruer på Grand Cru-markerne ved Verzy, Montagne de Reims.
Den 29. oktober var hvinhøstens definitive dag i Champagne. En uge senere så der sådan ud i nogle af vingårdene i Verzy. Disse Pinot Noir tilhører den sene generation af druer, som er modnet siden den store vinhøst, og som ofte ikke bliver plukket. Til trods for at de ofte er virkeligt smagfulde.
Jeg kan undre mig over synet. De store producenter skriger efter flere druer, og alle - store huse som selvstændige vinbønder - sælger deres champagner så hurtigt, at nogle kun lige akkurat kan overholde de lovpligtige 15 måneders lagring i kældrene før salg.
"Moralsk pligt"
Ingen plukker imidlertid de sidste, ekstra druer Sådan spiller klaveret nemlig ikke i AOC-land, hvor alt er styret til mindste detalje. Vinbønder har lov at vinificere og siden champagnificere et bestemt antal kilo druer per hektar. Resten får lov at rådne op.
Med mindre man som en af områdets chef de caves - meget tiltalende synes jeg forresten - opfatter det som en "moralsk pligt" at bjærge alt. Det betyder blot ekstra udgifter. Til nytår må han rydde op i sine tanke som alle andre. Det er den officielle skæringsdato, hvor mængden af hektolitre i tankene skal svare til det antal hektar, han modtager druer fra.
Rester eller ej
Nu er det selvfølgelig ikke altid, der er en rest. For vores eget vedkommende havde vi i år kun akkurat nok druer, fordi familiens Chardonnay-vinstokke kunne supplere vores Meunier-vin, der ikke gav ret godt. Vi købte også druer fra et andet medlem af kooperativet, der havde leveret for mange.
Den sene generation af aromatiske druer kan vi sjældent bruge, fordi kooperativet ikke åbner for presning og vinificering, med mindre mange har brug for det.
Men i øvrigt er årets høst i Champagne blevet udråbt som en rekordstor rekordhøst, og det er selvfølgelig også rigtigt, at en rekordstor kvote svømmer rundt i tankene i disse måneder. Rekorden hænger dog primært sammen med, at kvoten i år var hævet, og ikke at der var ekstra mange druer på vinstokkene. I stedet var vi en del, der kun med hiv og sving fik landet de mange druer i et år med det mest mystiske vejr i manges minde.
Citat fra avisen l'Union.
No comments:
Post a Comment