Vinhøsten i Champagne begyndte i går. Under grå himmel og med mange bekymrede miner. Officielt går det fint, fru kammerherreinde. I de fleste vingårde hænger druerne stadig sunde på deres grene.
Men med fortsat regn og på det seneste også den morgentåge, der på disse kanter normalt først kaster sine luftige dyner over vingårde, mark og by sidst i september, må vi indstille os på efterår. Og råd.
I det værst ramte område i det sydligst liggende departement, Aube, er hver tredje klase rådden og dermed ubrugelig. CIVC krydser fingrer for at den solrige vejrudsigt for næste uge - rigtig mange høster fra mandag - vil afhjælpe risikoen.
Lavt sukkerindhold
Et andet håb er, at solstrålerne kan give druernes sukkerindhold et sidste og tiltrængt spark opad. For selvom de fleste - i hvert fald officielt - taler pænt om årets potentiale - er det ingen hemmelighed, at druernes sukkerindhold almindeligvis skal op på 9,5 grader, før de regnes for høstklare.
I den seneste opgørelse fra CIVC - fra i går - var indholdet 7,9 grader og 6,6 grader for henholdsvis det højeste (Meunier-druer i departementet Aisne) og det laveste (Chardonnay-druer i departementet Haute-Marne).
Til sammenligning var de tilsvarende tal tre dage før den tidligste høstdato sidste år henholdsvis 6,6 (Pinot Noir-druer i departementet Aisne) og 8,8 (Chardonnay-druer i departementet Aube).
Der er med andre ord stadig et stykke vej. Og det er da muligt, at sidste anstrengelse før målstregen bliver et dybt greb i sukkerposen. Det vil vise sig om nogle måneder. Sikkert er det, at årgang 2007 vil stille krav til sin vinmager.
No comments:
Post a Comment