29 November, 2015

COP21 åbner i varmest målte år


I dag begynder COP21 i Paris.

Billedet er fra november. Det er taget på en dag så varm, at det kaldte på et billede med dato og temperatur direkte fra instrumentbrædtet. Bare for at huske utroligheden.

Konference i Paris
Det er i den anledning af delegationer fra hele verden - 40.000 personer - fra i dag samles i Paris for at nå en eller anden enighed om hvad man skal gøre. Med højdepunkt når næsten 150 regeringschefer mødes senere på konferencen og forhåbentlig med et brugbart resultat først og fremmest for de mennesker på jorden, der står forrest i skudlinjen.

Læs mere om opvarmningen her.

For os andre betyder det bl.a. artikler i franske medier om, hvordan man bedst cirkulerer i den franske hovedstad de næste to uger. Har man prøvet at køre ind i Paris på en normal dag, ved man godt, at det kan betale sig at overveje sin ankomst. En stor international konference har en meget indgribende betydning for, hvordan man kan komme rundt i og ind i byen ikke mindst set i lyset af terrorhandlingerne for bare to uger siden.

Vi leverer normalt champagne i december, i år bliver det nok først, efter at COP21 er slut midt i december.

Varmt år
Opvarmningen mærker vi i år ikke mindst på grund af de ekstraordinært varme temperaturer i juli måneders hedebølge, hvor vi havde omkring 35 grader i det meste af en måned. Men også dette efterår, hvor vi foreløbig stort set ikke har haft nattefrost, og dagene har budt på ret varmt vejr. Et varmere år er aldrig målt. Og i 2014 var det dette år, der tog rekorden.

Der tales allerede om, at 2016 kan blive endnu varmere.

Varmen har en betydning for alt levende på jorden. Her i Champagne har vi med 1,2 grader varmere vejr i snit de sidste 30 år foreløbig fået bedre vine ud af opvarmningen. Hvilken betydning det på sigt vil få for vintyper, vines udvikling, de praksisser vi anvender f.eks. i forbindelse med beskæring, må tiden vise.

I Champagne har professionen - blandt andre Comité Champagnes teknikere - forsket i sagen i årevis. Det vil bl.a. sige, at de driver forsøgsvinmarker over længere årrækker for at udlede viden, og det kan meget vel blive på basis heraf, at eventuelt nye dyrkningsteknikker vil blive besluttet.

No comments: