Efter Paris

Hvordan er det lige, man skriver en blogpost igen efter massakren i Paris forleden?

Næsten alt forekommer så meningsløst og latterligt i sammenligning med terrorens monumentalitet.

Men det er det jo ikke. Vi hjælper ikke verden i gang igen ved at stoppe den. Gøre ingenting.

Så jeg blev glad for denne lille hilsen søndag.


"Hej Solveig.

Var glad for at finde Tange-Gerard i Torvehallerne i dag.

Jeg har faktisk ikke været ved baren før.

Vi var inde for at lægge blomster ved den franske ambassade."


Overalt i Frankrig var der et minuts stilhed mandag.

Også i Soulières.

Borgmesteren for disse 143 sjæle havde nået at sende en kommunal skrivelse ud om at holde minuttet ved kirken foran det sted, hvor et flag kan sættes op.

Der kom 20 mennesker.

De andre var på arbejde andre steder eller i skole.

Egentlig må man vel ikke forsamle mennesker, selvom det vist primært gælder pariserregionen, Île de France. Her er undtagelsestilstand, hvilket er et meget mærkeligt ord at skrive. Også selvom det primært skyldes andre grunde end folks forsamlingsfrihed. Det giver politiet større beføjelser for at udføre deres arbejde, end man normalt bryder sig om i en retsstat. Men alt er foreløbig netop ikke normalt efter den 13. november.


Så hvordan er det lige, man kommer i gang igen?

Vi har talt om det med vores børn og hinanden og bliver ved med det. Vi har tændt stearinlys. På et tidspunkt kommer der nok en ny mulighed for at markere sin ekstreme afstandtagen i selskab med andre ligesom efter den 7. januar.

Og så fortsætter vi i øvrigt med at drikke champagne. Ligesom vores kunde i Torvehallerne.