28 August, 2010

Hurtigløb: Modning, øget vægt og skimmel

 
Posted by Picasa
Chardonnay-druen med karakteristiske sorte pletter og absolut ingen skimmel, sådan som vi foretrækker at se den.

Den næste druemåling er klar. Den viser for vores departement, la Marne:

Modenhed:
1) Chardonnay-druerne er nu 47% modne mod 13% for en uge siden.
2) Pinot Noir-druerne er 47% modne mod 19% for en uge siden.
3) Pinot Meunier-druerne er 49% modne mod 15% for en uge siden.

Alkohol-potentialet:
1) Chardonnay-druerne er oppe på 6,5% mod 4,6% for en uge siden.
2) Pinot Noir-druerne er oppe på 6,7% mod 5,1% for en uge siden.
3) Pinot Meunier-druerne er oppe på 6,2% mod 4,7% for en uge siden.

Det ideelle slut-tal er omkring 11%.

Men da vi også er oppe mod gunstige vilkår for den botrytis-svamp, der fremmer gråskimmel, er det nogle år vigtigere at hente en sund høst end at nå de magiske 11. I øjeblikket er svampen hyppigst i Pinot Meunier-druerne i la Marne, hvor knapt en femtedel er berørt.

Modningen har virkelig taget fart med det lune vejr. Klaserne har også taget på - op til 17 gram på den forløbne uge, hvilket bringer klaserne op på 113, 125 og 119 gram i snit - og indholdet af sukker er hurtigt på vej op, hvilket hænger sammen med regnen. Samme vejr fremmer også gråskimlen, og de klaser, den slår sig ned i, kommer vi til at kassere.

Heldigvis regner det mindre på den anden side af Vertus end her i Verzy, hvor vi har haft en del regn, siden vi kom tilbage fra ferie for snart to uger siden. I Verzy vokser der til gengæld ingen af de plagede Pinot Meunier-planter.

No comments: