31 December, 2005

Nyt december 2005

  • 01.12.2005: En ny bog om champagne er kommet på gaden. Den handler om regionens krigeriske historie, og om hvordan vinen alligevel har overlevet alle kuglerne.

  • 30 kilometer herfra - udenfor vore dages Chalons-en-Champagne - mødte hunnerkongen Attila sit endeligt ved de katalauniske marker.
  • Fra bakken Mont-Aimé, som vi har udsigt til fra min svigermors gårdsplads, holdt den russiske tsar Nikolaj II tropperevy over flere hundredetusinde soldater i kølvandet på Napoleons nederlag og retræte fra Moskva.
  • Kvinder, børn og gamle stod under 1. Verdenskrig for en meget reduceret produktion af druer. Mændene var for en stor dels vedkommende i skyttegravene, hvoraf flere kendte linjer - Chemin des Dames og Bar-le-Duc - ikke er langt herfra.
  • 2. Verdenskrig sluttede i Reims, da tyske generaler underskrev kapitulationen i det, der nu er Musée de la Reddition.

    Jeg har endnu ikke købt de amerikanske journalister, Don og Petie Kladstrups, bog: "Champagne: How War and Hard Times Gave Rise to the World's Most Glamorous Wine". Men jeg er på vej.

  • 05.12.2005: 1.000 gule enker bidrog til festlighederne, da den 20 år gamle arving til en af verdens største formuer, græske Athina Roussel Onassis, giftede sig med sin udkårne, den brasilianske toprytter Alvaro Affonso de Miranda, i Sao Paulo.

  • 08.12.2005: Remy Cointreau vil koncentere sig om sine to store grande marques Piper Heidsieck og Charles Heidsieck, der er blandt de mest kendte champagnemærker. Derfor sætter gruppen nu sine mindre kendte champagner, der er så ukendte, at de end ikke er nævnt på gruppens hjemmeside, til salg sammen med mærket Bols, der omfatter både likører og stærk alkohol som vodka og brandy.

  • 14.12.2005: Fremgangen for champagne ser ud til at fortsætte i 2005. Antallet af solgte flasker ventes at stige halvanden procent. Værdien af de solgte flasker ventes at stige med mellem tre og fire procent. Det er med andre ord lykkedes at sælge flere dyre flasker end året før. Tallene stammer fra formanden for Foreningen af Champagnehuse (l'Union des Maisons de Champagne), Yves Bénard.

  • 16.12.2005: Italierne laver ganske vist selv Spumante, men det forhindrer dem ikke i også at købe champagne. Støvlelandet er nu det tredjestørste eksportmarked efter Storbritannien og USA. I de første ni måneder af 2005 landede således knapt fem millioner flasker champagne i Italien, hvilket ifølge CIVC's (Comite' Interprofessionnel du Vin de Champagne) kontor i Italien repræsenterer en fremgang på 14,9 procent. Det skal blive interessant at se, hvad årets vigtigste salgsperiode - jul og nytår - kan bidrage med.

  • 28.12.2005: En gruppe franske vinproducenter har sluttet sig sammen mod regeringens alkoholpolitik under navnet "Les 4 Vérités sur le Vin" (de fire sandheder om vin). Vinmagerne vil ifølge Decanter.com have sat promillegrænsen på 0,5 op og argumenterer i en brochure blandt andet med statistikker, der viser, at tre glas vin ikke har nogen betydning for ens evne til at køre bil. Gruppen siger, at der i Storbritannien kun er halvt så mange dødsfald på vejene som i Frankrig trods en højere promillegrænse på 0,8. Ifølge de franske myndigheder er antallet af dødsfald på vejene i forbindelse med spirituskørsel faldet med en femtedel siden den skrappe promillegrænse blev indført i 2002. Salget af vin på restauranter er samtidig dykket kraftigt, selvom kunderne i dag har lov til at tage den halve flaske vin, der vil sende dem over promillegrænsen, med hjem. Statistikkerne skelner i øvrigt ikke mellem de forskellige typer alkohol i forbindelse med dødsulykker.

  • 31.12.2005: Nicky Hilton - det er Paris' søster - fejrer nytårsaften med bravour og en flasker Cristal (Roederers prestigeflaske) i størrelse Nebukadnezar. Dens indhold svarer til 20 gange en almindelig flaske champagne (15 liter) og koster 100.000 dollar. Men så bliver man også nævnt i alverdens sladderspalter. Allerede fra størrelse Jeroboam - svarende til fire almindelige flasker (tre liter) - skulle proppen efter sigende være vanskelig at fjerne. Men når man køber en Nebukadnezar har man uden tvivl erfarne hjælpere ved hånden. Om ikke andet så til at tippe flasken.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

  • 22 December, 2005

    Sidste runde om Lanson

    Et salg af champagnehuset Lanson International synes i sigte efter et forholdsvis stille efterår i avisspalterne. Den mindre gruppe, Boizel Chanoine Champagne, ser overraskende ud til alligevel at trække købet i land efter i første omgang at være blevet dømt ude.

    Det sker, efter at de hidtidige favoritter, den fransk-amerikanske investeringsgruppe Butler Capital Partners og den franske entreprenør Jean-Claude Darmon, har trukket deres tilbud tilbage efter rapporter om, at Lansons gæld på anslået godt 420 millioner euro er større endnu.

    Nyheden om de to topbejleres afgang fik Boizels formand, Bruno Paillard, til påny at fremsætte sit tilbud på 100 millioner euro, der ellers var blevet afvist af Lansons formand, François-Xavier Mora, der sidder på 56 procent af aktierne.

    Et hus uden jord
    Det 245 år gamle hus er med et årligt salg til en værdi af 220 millioner euro den tredjestørste producent af champagne, men ejer selv stort set ingen vinmarker.

    Lanson må derfor købe sig til druer hos uafhængige vinbønder og kooperativer, og det koster dyrt i år som dette, hvor drueprisen per kilo har været tæt på at nå fem euro per kilo. Verdens dyreste vindruer, mine damer og herrer, og på den anden side af denne smertegrænse, lurer krisen, lyder en tommelfingerregel i regionen.

    Denne mangel på vinmarker og dermed afhængighed af andre gør Lanson mindre attraktiv end konkurrenter med jord, der med priser op til en million euro per hektar stort set er sin vægt værd i guld.

    56 millioner flasker champagne i Lansons kældre hjælper dog med at trække regnestykket i modsat retning.

    Lanson gik mod strømmen
    Lanson gik i 1990'erne stik mod de fleste andre producenter i Champagne, da man valgte at satse på billig champagne modsat flertallet, der satsede på mere luksus. De forkerte prioriteringer tvang Mora-familien til at sælge 44 procent af aktierne til Caisse d'Epargne for at kunne betale for de nødvendige druer i 2004.

    Fremtiden for et andet kendt champagnemærke, Taittinger, der sammen med blandt andre en række hotelkæder sidste år blev opkøbt af den amerikanske gruppe Starwood Capital, er stadig ikke afgjort.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

    14 December, 2005

    Rødder i vingården


    Vintraktor lånt til lejligheden af en bekendt.

    Vi har gennem et par år talt om, at det er på høje tid at få fjernet de stadigt flere syge vinplanter, vi har stående i rækkerne. Planternes fremtid er beseglet så snart sygdommen viser sig.

    Deres produktion af druer vil blive ringere og ringere, indtil planten dør helt. Men, hvad der næsten er værre, er, at sygdommen let spreder sig til naboplanterne. Vi har kunnet set fra år til år, hvordan det har spredt sig mere og mere, vi har nu 425 syge planter. Og nu skal de altså væk.


    David sætter kloen fast rundt om roden, som traktoren derpå trækker op. Så vidt muligt.

    Det giver samtidig drengene mulighed for at lege med store maskiner. Den ene betjener traktoren, mens den anden anbringer dens klo omkring den syge rod for at trække så meget som muligt op.


    Kloen er sat fast udenom roden.


    Rødderne er meterdybe, så det meste bliver siddende, men er blot den øverste del væk, må man stille sig tilfreds med det.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

    08 December, 2005

    Hovedet af i helst et hug


    En hvilken som helst skarp klinge kan åbne en flaske champagne.

    Der er dem, der åbner en flaske champagne ved i al stilfærdighed at holde i korkproppen med den ene hånd og vride flaske rundt med den anden. Så er der Formel 1 metoden, hvor man ryster flasken så meget som man har kræfter til, hvorpå man skyder indholdet af. Men ingen metode kan være mere spektakulær end sabel.

    Napoleons husarer siges at være ophavsmænd til den krigeriske metode, som de skal have anvendt i de søde timer efter en sejr med velkendt fransk talent for selviscenesættelse og dramatik.

    Kejseren selv har leveret et af champagnelitteraturens udødelige citater med sit: "Efter en sejr fortjener man champagne. Efter et nederlag behøver man den." Vore dages godt 19.000 ejere af Champagnes 250.000 parceller med vin kunne ikke være mere enige, formoder jeg.

    Køkkenknivens alternative brug
    I dag, hvor kun de færreste har en sabel ved hånden, kan man købe særlige champagnesabler til iscenesættelse af sådanne uforglemmelige øjeblikke.

    Mindre kan dog gøre det. Rent faktisk kan man forholdsvis nemt skille flaskens hoved fra dens krop med enhver klinge, der er skarp nok. Vi, der ikke ejer en ægte sabel, har haft stor succes med en almindelig køkkenkniv.


    Min nevø, David, forbereder sig på at hugge til med en køkkenkniv.





    Som man vil ane, en flaske uden top.

    Fremgangsmåden er enkel.

    • Flasken skal være korrekt afkølet, det vil sige have den optimale temperatur mellem otte og 10 grader Celsius. Er indholdet for varmt, stiger trykket i flasken og dermed risikoen for at miste for meget af indholdet i et spektakulært skumsprøjt.

    • Man fjerner guldfolien og ståltrådsgevindet og finder derpå flaskens to lodrette samlinger, der løber op langs dens sider. Flaskens svageste punkt - som man skal stræbe efter at ramme - er der, hvor samlingen møder den underste ring.

    • Man anbringer sin venstre tommelfinger - højre hvis man er venstrehåndet - i det hulrum, der er i flaskens bund og placerer resten af fingrene udenom flasken, hvilket giver et nogenlunde solidt greb om den tunge flaske. Man bør i øvrigt holde flasken på samme måde, når man skænker op, hvis man ellers har fingerkræfterne til det.

    • Flasken holdes i en position, der svarer til godt 30 grader over vandret, og således at halsen ikke peger på nogen personer, elskede lysestager eller genstande, der kan gå i stykker. Sablen - eventuelt dens substitut - tager man så i den modsatte hånd. Dens blad anbringes nu netop under ringen på det svage sted.

    • Man bør tage et par prøvetag for at få en fornemmelse af bevægelsen, inden man med maksimal kraft svinger sit blad væk bagfra og frem mod flaskens svageste punkt. Rammer man helt rigtigt skærer man simpelthen toppen af flasken - med intakt korkprop - af. Rammer man ikke rigtigt, bliver den siddende, og man må prøve igen.

    • Når toppen er skåret af, hæver man hurtigt flasken til lodret for at undgå at al for megen champagne går til spilde.
    Jeg behøver næppe at nævne, at man i takt med alkoholens indtog naturligvis bør fare frem med lempe, inden man begynder at øve sig i at halshugge champagneflasker med alt forhåndendeværende iført klinge.

    Sabel fordrer tilladelse
    Som et lille pudsigt aber dabei skriver Vinavisen, at politikredsen i Odense fordrer en særlig tilladelse, hvis man ønsker at opbevare en champagnesabel.

    Redskabet falder efter det lokale politis opfattelse ind under kategorien slag- og stikvåben.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

    01 December, 2005

    Nyt november 2005

  • 10.11.2005: Pernod Ricards topchef, Patrick Ricard, afviser, at han skulle være interesseret i at byde på huset Taittinger, når det på et tidspunkt forventes sat til salg af amerikanske Starwood Capital. Pernod Ricard erhvervede sig tidligere på året husene Mumm og Perrier Jouët, og det er nok sagde Ricard ifølge nyhedsbureauet AFX i forbindelse med offentliggørelsen af sin gruppes kvartalsresultat i slutningen af september.

  • 25.11.2005: Dom Perignon - Moët et Chandons prestigemærke - har sendt en kogebog på gaden, hvis eksklusivitet synes at kunne måle sig med champagnen. Den koster knapt 11.000 kroner per eksemplar, så det er næppe bogen, man efterlader på køkkenbordet midt i ingredienserne til aftensmaden. Ifølge udgiveren selv er det verdens dyreste kogebog, og den eksklusive udgave er da også kun trykt i 30 eksemplarer. Til de mere dødelige - og eventuelt køkkenbrug - findes en udgave til 40 pund (godt 430 kroner), der kan bestilles via Decanter.

    Opskrifterne i bogen er udtænkt af britiske topkokke. Verdens efter sigende bedste restaurant ligger på de britiske øer uanset hvad den franske præsident måtte mene om kogekunsten på den anden, fjendtlige side af kanalen. Bogen indeholder desuden interviews med kendtheder som Roger Moore, Andrew Lloyd Weber og Karl Lagerfeld.

    Sidstnævnte har i øvrigt beskæftiget sig yderligere med den celebre Dom, idet han har fotograferet Helena Christensen til en stribe reklamer for den berømte årgangschampagne. De kan ses her.

  • 25.11.2005: LMVH (Moët Hennessy Louis Vuitton) har i partnerskab med champagnenhuset Thienot sendt et fælles bud på kollegaen Lanson International, der blev sat til salg tidligere på året. Buddet er imidlertid alt for lavt til at placere luksusgruppen på den liste med forventet tre-fire finalister, der ventes at gå ind i det endelige kapløb om det næststørste champagnehus. Det oplyser kilder til det franske nyhedsbureau AFP. I alt har seks potentielle købere budt på Lanson International, der ejes af Mora-familien (56 procent af aktierne) og Caisse Nationale des Caisses d'Epargne.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.