22 December, 2005

Sidste runde om Lanson

Et salg af champagnehuset Lanson International synes i sigte efter et forholdsvis stille efterår i avisspalterne. Den mindre gruppe, Boizel Chanoine Champagne, ser overraskende ud til alligevel at trække købet i land efter i første omgang at være blevet dømt ude.

Det sker, efter at de hidtidige favoritter, den fransk-amerikanske investeringsgruppe Butler Capital Partners og den franske entreprenør Jean-Claude Darmon, har trukket deres tilbud tilbage efter rapporter om, at Lansons gæld på anslået godt 420 millioner euro er større endnu.

Nyheden om de to topbejleres afgang fik Boizels formand, Bruno Paillard, til påny at fremsætte sit tilbud på 100 millioner euro, der ellers var blevet afvist af Lansons formand, François-Xavier Mora, der sidder på 56 procent af aktierne.

Et hus uden jord
Det 245 år gamle hus er med et årligt salg til en værdi af 220 millioner euro den tredjestørste producent af champagne, men ejer selv stort set ingen vinmarker.

Lanson må derfor købe sig til druer hos uafhængige vinbønder og kooperativer, og det koster dyrt i år som dette, hvor drueprisen per kilo har været tæt på at nå fem euro per kilo. Verdens dyreste vindruer, mine damer og herrer, og på den anden side af denne smertegrænse, lurer krisen, lyder en tommelfingerregel i regionen.

Denne mangel på vinmarker og dermed afhængighed af andre gør Lanson mindre attraktiv end konkurrenter med jord, der med priser op til en million euro per hektar stort set er sin vægt værd i guld.

56 millioner flasker champagne i Lansons kældre hjælper dog med at trække regnestykket i modsat retning.

Lanson gik mod strømmen
Lanson gik i 1990'erne stik mod de fleste andre producenter i Champagne, da man valgte at satse på billig champagne modsat flertallet, der satsede på mere luksus. De forkerte prioriteringer tvang Mora-familien til at sælge 44 procent af aktierne til Caisse d'Epargne for at kunne betale for de nødvendige druer i 2004.

Fremtiden for et andet kendt champagnemærke, Taittinger, der sammen med blandt andre en række hotelkæder sidste år blev opkøbt af den amerikanske gruppe Starwood Capital, er stadig ikke afgjort.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: