Vallée de la Marne i frost

Bart efter beskæring (til venstre), brunt før (til højre).

Min nye hobby fra passagersædet i firehjulstrækkeren er at spotte, om og hvordan vinen er beskåret. Denne weekends tynde men trods alt hvide snedække skaber en god kontrast til de lange brune rækker, som hjælper øjet på vej.

Nu er det selvfølgelig ikke den store kunst at tælle grene, når planterne står smukkeserede på deres rækker og geledder - efter beskæringen - med lige akkurat det nødvendige antal grene og knopper til den kommende vækstsæson. Det er langt mere krævende at overskue - inden beskæringen- når et virvar af sommerens meterlange grene og efterårets restoverskud af nu indtørrede druer stadig forvirrer nethinden.

Om grenene stadig stikker kaotisk frem mod alle verdenshjørner, eller de reverenter talt er skåret ned til sokkeholderne, er dog i mindre grad et spørgsmål om menneskelig energi end om simpel geografi.

Eksponering for kulde
Det er primært de lokale, meteorologiske betingelser, der afgør, hvornår vinen bliver klippet ned.

Her i Verzy - på den kolde nordside af højdedraget Montagne de Reims - har man ikke alt for travlt. På Coté de Blancs sydskråninger derimod foretrækker man at have skåret færdig med udgangen af februar/begyndelsen af marts.

Kunsten er netop at blive færdig i tide: Ikke for tidligt, vinen har godt af at hvile sig så længe som muligt. Men heller ikke for sent, for er safterne først begyndt at stige, er planten gennem de åbne sår, beskæringen tilføjer den, ekstra udsat for at blive beskadiget af den farlige forårsfrost.

Og fordi en nordskrænt er koldere end en sydvendt ditto, vil planterne normalt vågne senere op til dåd her i Verzy end i Côte des Blancs.


Den vandrette gamle gren hedder cordon'en.

Forskellige metoder
På vores jævnlige weekendture mellem Verzy, hvor vi bor, og Soulieres, hvor vi arbejder, ser vi mindst tre af fire mulige beskæringsmetoder.

Først støder vi i Verzy på Cordon de Royat, der består af en lang, gammel gren - en såkaldt cordon - hvorfra fire nye grene gror lodret opad. En stump med et par knopper skal sikre plantens fornyelse. Denne metode er tilladt for alle Champagnes tre vinsorter og alle klassifikationer, således også dette ældgamle vinområde, hvor Pinot Noir er konge og desuden grand cru.

Senere er landevejen mellem Louvois (grand cru) og Vertus (prémier cru) på sydsiden af Montagne de Reims kantet med Chardonnay. Dette er Côte des Blancs, de hvide druers højborg, og de er stort set altid beskåret efter Chablis-metoden. Det betyder, at tre gamle grene og en stump til plantens fornyelse er alternativt to gamle grene, en ny og en stump til at sikre fornyelsen, hvad der overlever saksen på disse kanter.

Endelig når vi under lørdagens arbejde helt ud i randen af Côte des Blancs. Her gror vores druer, og de er - noget sjældent på disse kanter - røde Pinot Meunier. Vi ejer ret nyt og uklassificeret vinland og må derfor benytte os af den såkaldte Vallée de la Marne-model - en meget enkel beskæring - der efterlader én lang og gammel gren, en ny kadet og en stump gren til fornyelse.

Den sidste autoriserede form for beskæring hedder Guyot - den minder om Vallée de la Marne og bruges især i områder med stor risiko for frost. Den er tilladt for alle tre druetyper, dog kun for de lavest klassificerede. I Frankrig kommer man ikke ud for meget, der ikke er regelsat, og da slet ikke vin!

Regler for alt
Systemet er opbygget af politikere og vinfolk gennem de sidste godt hundrede år. Det drejer sig om et sindrigt system af autorisationer og appellationer. Af regler for hvilke druer, man må dyrke hvor, og regler for, hvor mange penge man får per ton druer, regler for antallet af planter per hektar og så videre og så videre.

Jo lavere klassificering af druerne, jo enklere beskæring er tilladt.

Højeste klassificering - grand cru - betyder flere penge per ton druer og ofte også et dyrere, omend ikke nødvendigvis bedre, slutprodukt.

Vores snepudrede rækker er unge. Rent faktisk yngre end systemet selv, og er derfor slet ikke omfattet.

Arbejde forude
Rækkerne har ikke undergået den helt store forandring siden sidste weekend. Det ser Alain straks, selvom vi stadig befinder os på landevejen godt 100 meter længere nede end vinen.

Beskåret vin står velordnet, og der er godt udsyn mellem rækkerne. Ubeskåret vin derimod består af et brunt virvar af grene, der giver et mere tæt og uigennemtrængeligt indtryk.

Den mand fra Vertus, der de sidste par år har hjulpet os med beskæringen, har haft ondt i ryggen hele januar, så hans indsats er begrænset. Og det er vores egen sådan set også med Alain på arbejde til hverdag og mig under oplæring.

Der er stadig godt 80 timers arbejde tilbage, vurderer Alain, der nu godt vil have tempoet lidt op i februar. Vores vin gror på sydvendte skråninger, så de skal helst være klippet ned, inden vi kommer alt for langt ind i marts.

På grænsen af det kloge
Selvom det er vigtigt at blive færdig i tide, er der grænser for hvor koldt vejr, man kan arbejde i. De seneste dages temperaturer et par streger under frysepunktet ligger lige på grænsen af, hvad der er klogt.


Et sideskud for meget men ellers en klassisk Vallée de la Marne.

Selvom planten stadig er i tungeste vinterdvale, kan alt for koldt vejr frostskade vinstokken, ikke mindst hvis den er nybeskåret. Risikoen er størst i et døgns tid eller to, indtil klippefladerne er helet. Ellers bliver vinstokken typisk først rigtig sårbar overfor frostskader, når safterne begynder at stige i begyndelsen af marts. For det er samtidig signal til de sovende knopper om at vågne. Fryser knopperne slemt nok, dør de simpelthen, og det betyder ingen druer.

Derfor begynder profferne allerede ved udsigten til nætter med tre graders frost eller mere at tage deres forholdsregler. En mulighed er at stå op ved 2-3-4-tiden om natten - inden den hårdeste frost - for at anbringe små bål i vinrækkerne i et forsøg på at undgå skader. Man har også - i hvert fald tidligere - haft systemer til at spraye vand på vinen. Idéen er at vand fryser før plantesaften, og at islaget så kan beskytte planten. Systemer eller ej... I 2003 ramte nattefrost så sent som i april måned de spæde knopper, hvilket ødelagde omkring en tredjedel af det års høstpotentiale.

Jeg mærker klare fremskridt. Har rimeligt styr på den gamle gren nu. Skal den overleve næste sæson med eller have dødsklippet til fordel for en yngre model? Er den gamle grens yderste skud godt nok, stærkt nok til at give de nødvendige kilo druer? Har det knopper nok? Alle sideskuddene og bundskuddene klipper jeg nu resolut og stort set stilsikkert af så tæt ved stammen som muligt. Ingen uautoriserede knopper får så meget som en chance for at udvikle sideskud og ekstra druer denne sæson, står det til mig og min saks.

Så kommer vi til den nye gren, der helst skal sidde på den gaffelgren, der er forberedt ved sidste års beskæring. Men grenene har ikke altid udviklet sig godt og stærkt nok, og hvis ikke er det bedre at finde en anden og stærkere gren. Jeg kan stort set finde en sådan gren nu uden at sidde tilbage med en død gren eller en gren, der knækker, når jeg forsøger at bøje den. Men jeg har stadig svært ved at finde ud af, præcis hvor den skal have sit skrå klip: En knop over nederste række tråd eller helt hen til, hvor den gamle gren slutter.

Stræber mod diplom
De to grene vil om et par måneder bliver bundet op til trådsystemet, men allerede under beskæringen bøjer man dem prøvende, mens man forestiller sig, hvordan de skal sidde i forhold til hinanden. Og den unge gren bliver kortet af i henhold til dette, så det er vigtigt at man kan finde ud af at se det for sig. Det kan jeg ikke.

Men det hjælper garanteret, når jeg selv får lejlighed til med ti tommelfingre, plasticklemmer og en rulle bast at binde vinen op til den nye sæson. Foreløbig skal jeg lære at beskære, og jeg tror nu bestemt på, at jeg nok skal får styr på det. I mine mere opstemte øjeblikke leger jeg med tanken om at få diplom på mine nye færdigheder. Et 70 timers praktisk og teoretisk kursus på - mine damer og herrer - den professionelle vinskole i Avize, og det foregår på fransk!

Derfor er min klare målsætning at lære så meget som muligt i løbet af denne beskæringssæson, inklusive med et halvt øje at spotte Vallée de la Marne eller Chablis.

En af Verzys absolutte veteraner

Til toppen

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Champagnes særlige sakramente

En dag standsede den hellige Vincent ved en vinmark for at tale et par ord med vinbønderne der. Imens fornøjede hans æsel sig med at spise løs af vinstokkenes unge skud. Nu viste det sig imidlertid ved den næste høst, at vinstokken satte langt flere druer, der hvor æslet havde gnavet, end hvor grenene havde fået lov at være i fred. Og således opfandt den hellige Vincents æsel beskæring af vinstokke.


Saint Vincents stav og resterne af nytårsudsmykningen

Det er muligvis ikke den helt sandfærdige forklaring på, hvorfor den hellige Vincent er skytshelgen for vinbønderne. Men jeg er helt sikker på, at det er den bedste. Andre - og mere prosaiske forklaringer-peger på, at den første stavelse i hans navn netop er vin. Desuden ligger hans navnedag - den 22. januar - på et tidspunkt, der i hvert fald tidligere bød på et naturligt afbræk i arbejdet i vingården, idet man normalt først begyndte at beskære efter Saint Vincent.

Og således er Sankt Vincents navnedag en naturlig festdag overalt i de små vinbyer - såmænd ikke bare i Champagne - men overalt i Frankrig.

Festdag i Verzy
I Verzy begynder dagen med messe i den lokale Saint-Basle, hvorfra Saint Vincents stav hentes ud. Processionen stiller op på den lokale rådhusplads, hvor bageriet, der leverer briochen, bekvemt ligger lige på hjørnet.

Vi fornemmer feststemningen allerede før, vi er nede ad bakken. Hele - eller i hvert fald en stor del af landsbyens 1000 indbyggere er af huse for at gå med i processionen og måske også snuppe sig en lille en over tørsten ved målet, et af byens kooperativer. Andre fortsætter til festmåltidet klokken 14 i den lokale salle de fête og måske helt til aftenens fest og dans sammesteds.

Men først stiller de officielle medlemmer af optoget op i forudbestemt rækkefølge. Først orkesteret, så fanen og de udklædte børn, Saint Vincent med stavbærer og derpå la confrerie, broderskabet, det lokale lav af vinbønder og kælderfolk. Alle klædt i blå bluser, sort kasket og store, hvide forklæder. De er bærerne af Champagnes særlige sakramente.


Brød og vin.


Eller den lokale fortolkning: Champagne og brioche.

Og da processionen kun kræver aktiv indsats fra ni brødre, fire til at bære champagnetønden, andre fire til briochen og en sidste til Saint Vincent, deler en flok andre flittigt smagsprøver ud af tøndens indhold.

Det må være den del af festlighederne, der i nogle skrifter trækker linjer tilbage til de dionysiske bakkanalers drikofre.

Smagsprøverne gives i den pipette, man bruger i kældrene, til at smage de forskellige vine efter princippet: Du lægger nakken tilbage, jeg hælder i, indtil du selv siger stop. Jeg er ikke helt klar over, om det er comme-il-faut at blive ved med at synke, til jeg har drukket op, og min mand føler sig åbenbart nødsaget til at gøre opmærksom på, at man ikke behøver bunde. Det er ikke første gang, jeg støder ind i forskellene på drikkekultur i Danmark og Frankrig.


I skarpt trav på vej ned mod kooperativet.

Optoget bevæger sig under heftig trutten og trommen og i rask trav hen ad hovedgaden og ned ad bakke ad en af Verzys indfaldsveje, hvor et af kooperativerne ligger næsten i bunden. Her skal briochen spises, her skal drikkes mere af stedets champagne, her vil blive holdt taler og uddelt diplomer til dem, der har dygtiggjort sig, og så fortsætter dagen med mere fest, mere mad og mere vin i forsamlingshuset.

Flere fotos på Tange-Gerard blog

Til toppen

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Beskæring er for de modige

Det eneste stykke intelligente arbejde, der foregår i vingården, er beskæringen. Citat Alain. Her er det til gengæld en klar fordel at holde hovedet tæt ved jorden og rette tankestrømmene mod det, der foregår i forlængelse af grensaksen. Det er nemlig nu, vi skal lette arbejdet for os selv under efterbeskæringen til marts. Det er nu, vi forenkler høstarbejdet til efteråret. Det er nu, vi fornyer vinstokken, så den kan udvikle druer af høj kvalitet ikke bare til den kommende høst men også til den næste.

Teorien er enkel nok. Vi har primært røde Pinot Meunier-druer, og de beskæres efter Vallée de la Marne-metoden: Man har en rod - en gammel knudret stub med et virvar af årets unge grene stikkende op og hen og ud i alle retninger - heraf vil kun to grene og en stump se lyset i morgen.


En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte knopper.

En gammel, en ny, en stump
Først vælger vi den gamle gren med grålig bark, hvorfra årets stærkeste skud får lov at overleve i op til otte knoppers længde. Alle andre sidegrene bliver barberet af. Fra de otte knopper vil dette års produktion af druer udvikle sig. Er der to gamle grene, får den yngste normalt lov at overleve, fordi den ældste ofte vil have vokset sig så lang, at dens vækst kan genere naboens. Med en diamater på flere centimeter skal den typisk have et solidt klip eller to med den store grensaks for at blive fældet.

Den således fornyede, gamle gren får følgeskab af en ung, brun og stadig bøjelig gren, der - igen ifølge teorien - har udviklet sig af sidste års stump. Den får lov at forblive akkurat så lang, at dens øverste knop stikker op over nederste række metaltråd, men ikke lang nok til, at den kan komme i karambolage med den gamle grens yderste unge del. Til næste år vil denne nye gren, der i løbet af dette år vil udvikle en barket, ru overflade, erstatte den nuværende gamle gren.

Til sidst forbereder vi den stump, der skal udvikle råmateriale til at levere næste års unge gren. En sidste stærk gren får et skråt snit lige over sine nederste to knopper. Og sådan fornyr man en vinstok. Helt enkelt.


Den unge gren skal over nederste række tråd, men må ikke møde den gamle grens produktive del. Alain måler efter.

Teori og praksis
Med teori er det jo imidlertid ofte sådan, at den egner sig bedst for bøger, mens virkeligheden normalt byder på mere komplekse problemstillinger. Således også i en vingård. Ikke to planter kan i virkeligheden behandles helt ens; man må gennemskue deres særlige karakter og tillige sammenholde dem med naboens, før man kan beslutte sig for, hvordan saksen skal føres.

Det eneste, der ligger helt klart, er, at de fleste af grenene skal væk. Hvor mange og i hvilken længde og retning afhænger af plantens tilstand men også af naboens: Levende, døende, alt for ung?

For hvis naboen af den ene eller den anden grund ikke sætter druer nok, må ens plante kunne levere druer for begge. Et problem, man løser ved at efterlade to gamle grene i stedet for en. De vil blive bøjet og bundet op i hver sin retning til foråret. Hver forlænget af en ung gren med otte knopper.

Et andet problem kan være, at grenene, der har udviklet sig af sidste års stump, kan være for svagelige eller sidde for yderligt på planten. En sådan placering øger risikoen for at få klippet, når traktorer sommeren lang beskærer de yderste blade, og det er naturligvis ikke meningen. En så yderligt placeret gren vil derfor - uanset den er både sund og stærk - blive valgt fra til fordel for en mere centralt placeret. Er der ikke gode grene, vælger man den mindst dårlige.


Først efter mange overvejelser kan man klippe færdig.

En kunst at klippe til bunds
Vi fornyer helt i bund og kører jernhårdt frem efter dette princip. Alains kongstanke er, at vinstokken udvikler sig bedst, hvis den er blevet skåret helt ned til det minimale. Ekstra grene og ekstra knopper vil dels give ekstra arbejde, dels sprede vinstokkens kraft i stedet for at koncentrere den om det nødvendige.

En stribe unge planter udgør tydelige eksempler på forkert beskæring. De er godt fem år gamle og burde i løbet af de første tre år have vokset sig store nok til at blive bundet op ved den første række tråd. Men sådan er det ikke gået. Typisk fordi de har fået lov at at sætte for mange grene. Havde den mand, der har beskåret planterne, i stedet efter det første år valgt sig en enkelt stærk gren, ville vinstokken have koncentreret kraften her, hvorved denne ene gren ville have nået at vokse langt mere i løbet af året.

Forkert beskæring betyder i sådan et tilfælde en mindre eller ligefrem slet ingen produktion af druer. Her kommer naboen så til at producere dobbelt på to gamle grene, indtil den nye plante er kommet med op i højde.


Denne plante har to gamle grene, fordi en nabo ikke giver druer.

Døde grene
Endnu en parameter er væsentlig. Når man har fundet de nødvendige grene, må man sikre sig, at de er sunde og raske, inden man når at klippe resten af. Ellers vil også dette gå ud over produktionen.

For den uerfarne - som mig - er alle grene brune, eventuelt grå for de gamles vedkommende. Alain derimod kan kaste et blik på en tilsyneladende stærk og spændstig gren for sekundet efter at forkaste den som død. Klipper jeg et par centimeter af en sådan gren, vil den stensikkert vise sig at have en gul og brun kerne i stedet for en sund og grøn og levende. Først 20, 30, 40, 50 centimeter længere inde ad grenen kan den vise sig at være spillevende, men det vil normalt være for kort en længde til at kunne levere de otte knopper, der er nødvendige for en passende produktion.
En sådan halvdød gren må derfor væk til fordel for en anden, omend den kan synes mere skrøbelig.

Evnen til at spotte sygdom og død, hvor alt for lægmanden synes i fineste orden, hedder også erfaring.


Den store saks bruges til klippe de ældste grene.

Erfaring, mod og stærke hænder
Med erfaringen kommer evnen til mere at fornemme end egentlig at se vinstokkens aktuelle tilstand. Alain er knapt nok i stand til at forklare, hvad der egentlig får ham til at slå ned på enkelte grene, enkelte planter. Det er noget med farven, noget med styrken, noget, der er alt andet end konkret. Men som kommer med tiden.

Som udvikler sig i takt med, at man år efter år kan studere planternes udseende og udvikling og sammenholde dem med sit eget arbejde i vingården.

Udover disse erfaringsbaserede fornemmelser har man brug for et vist mod. Der er vitterligt ikke meget tilbage på stubben, når man er færdig med saksen, og det kræver en vis selvtillid at tro på, at man rent faktisk har satset på de rigtige grene.

Lægger man oveni erfaringen og modet også en vis portion kræfter i hænderne til at kunne levere de kraftige klip, har man alle nødvendige egenskaber for at kunne lade sig indrullere i den vinterhær af landarbejdere, der lige nu er i færd med at skære samtlige Champagnes vinstokke ned. Til sokkeholderne for de modigstes vedkommende.

In English


Trillebør af gammel olietønde, som bruges til at brænde de afklippede grene i. Man holder bedre varmen med et mobilt bål og slipper for at slæbe grene væk, til gengæld lugter man af brændvæske i flere dage efter.


De efterladte druer er først rådne og siden udtørrede. Afklippede grene kan kun brænde, hvis druerne er helt tørre, hvilket er et problem i år.

Til toppen

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Vinens årlige ansigtsløftning

Beskæring skal sikre vinstokkens fortsatte sundhed.

Vinterens store beskæftigelse på landet i Champagne er at beskære vinstokke. I alt 31.000 hektar med den indbringende slyngplante skal have skåret det meste af sidste års vækst af. Det foregår fuldstændig manuelt, så med godt 8000 planter per hektar er beskæringen et ganske omfattende arbejde.

Vores 36 rækker med Pinot Meunier er plantet for et pænt stykke over 30 år siden af Alains far, onkel og morfar. Og der skulle ikke umiddelbart være noget i vejen for, at de ikke kan gro videre de næste 20 år. Hvis vi passer planterne ordentligt, og det i øvrigt lykkes at undgå sygdom.

En rigtig og gennemgribende beskæring er ingen garanti mod alt det onde, der kan tilstøde en vinstok. Men den er en vigtig faktor, fordi den sikrer vinstokkens fortsatte balance. Kunsten er at opnå det rigtige forhold mellem vækst og frugtbarhed, mellem antal grene og kviste og antal klaser med druer.


Beskæring tager i snit fem minutter per plante.

En vinstok er i dvale om vinteren. Først når planten vågner op til dåd hen i marts, skal den bruge brændstof til at begynde sin vækst. Når bladene er foldet helt ud - nogen gange helt hen i maj - kan solen levere den nødvendige energi via fotosyntesen: Når lyset falder på bladene, danner planten sukker, som sikrer den videre vækst og senere druernes modning.

Indtil da lever og overlever vinstokken ved hjælp af sin egen saft. Om efteråret trækker plantesaften ned i planten, mængden af vand bliver mindre, og dermed bliver sukkeret fra saften mere koncentreret. Denne ændrede indre sammensætning hjælper planten til at overleve vinterens frost. Sidst på vinteren/først på foråret stiger safterne igen, og når de når frem til knopperne, vågner vinstokken af dvalen og begynder de indledende øvelser til at springe ud.

Plantesaftens op- og nedstigning
Da energien - i dette tilfælde plantesaften - om vinteren er en begrænset ressource, må vinbonden sikre, at den anvendes bedst muligt. Beskæringens idé er dels, at der skal være træ nok til at sikre saft nok til at nære præcis det nødvendige antal knopper. Hverken mere eller mindre. Derved sikrer man sig netop den ønskede produktion af frugt. Resten af plantens kraft kan så sikre væksten af grene og blade, som senere på sæsonen skal levere energien til at modne druerne.

Anlæggene titter frem i form af hvilende knopper, der er dannet allerede sidste år. Det er herfra, de druer, vi skal plukke druer til efteråret, vil udvikle sig. En tommelfingerregl siger mellem 12 og 15 klaser per plante. Lige nok til en flaske champagne i standardstørrelsen på 75 cl.

Hjælp fra den store skovl
Omfattende sygdom, misvækst eller fremskreden alder kan gøre fornyelse helt fra bunden nødvendig før tid. Drejer det sig kun om enkelte planter, hjælper man dem på vej mod den endelige død. Drejer det sig om en større parcel, rykker de store, gule entreprenørmaskiner ind på parcellerne.


De gamle rødder skal væk, før ny vin kan plantes.

Afhængigt af jordbundsforholdene kan en vinplante udvikle endog meget lange rødder. Det afgørende er, hvor langt den skal søge nedad, før den finder vand.

På denne parcel få hundrede meter uden for Verzy drejer det sig ikke om mere end en god meter, før kalklaget begynder. Da kalken indeholder den fugt, en vinstok har brug for, har disse planter ikke haft grund til at udvikle noget særlig dybt rodnet. Derfor regner gummigedens fører med at få det meste af rødderne op, hvilket er straks meget mere kompliceret for ikke at sige umuligt med rødder, der er mange meter lange.

Når planterne er fjernet, skal jorden optimalt set ligge brak i et par år eller tre, før man planter ny vin, og siden banker de for en god vækst nødvendige klatrestativer op. Dels for at jorden kan genvinde sin styrke men også for ikke at bringe eventuelle sygdomme videre til nye planter.

Til toppen

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Plastic fantastic

Plasticklemmen vrides af.

Årets første job i vinen er at samle plastic. Ikke de små ødelagte stykker plasticklemme, der blander sig med gennemvåd kridt, mudder og træflis på stierne mellem vinrækkerne. De bliver liggende til evig tid. Derimod skal deres intakte kolleger i espalierene vristes fri, inden beskæringen af vinplanterne kan begynde.

Så derfor befinder vi os ude, under en grå himmel af næsten skandinavisk, vintermørk karakter, i stedet for foran pejsen, videoen eller andre beskæftigelser af lunere art. Men meget er jo et spørgsmål om rigtig påklædning, så iført svigermors hæklede huer, 20 år gamle skijakker og lignende vintage-udstyr holder vi kulden nogenlunde ude i de par timer, det stadig er lyst.

En vinranke er en slyngplante, der først på vækstsæsonen har brug for noget, den kan vokse op ad. Senere skal grenene have hjælp til at bære druernes vægt for ikke at knække. Derfor konstruerer man disse meget solide espalierer i vingårdene. De består af jernposter, gravet godt ned i jorden, og et antal vandrette rækker metaltråd, som grenene bliver bundet fast til om foråret. Senere på sæsonen kan de tynde og lange sommerskud klatre og klamre sig fast her. Det er her blomsterne og siden druerne kommer. Skal alting holdes net og ordenligt og på plads, kan det således godt betale sig at investere lidt knofedt i sine espalierer, og det gør man da også. Række op og række ned med 1 meter og tyve centimeters militærisk præcision mellem rækkerne spreder klatrestativerne sig overalt gennem områdets vingårde.


Klemmen holder to rækker tråd sammen.

Plasticklemmernes funktion er at holde sammen på de to næstøverste rækker vandret metaltråd, der sidder i samme højde men på hver sin side af jernstangen. Derved opstår et mellemrum, hvis formål er at samle de unge grene op og holde dem pænt på plads. På dem måde er vingården mere fremkommelig, og man undgår også de værste ulykker, når traktorer kører gennem rækkerne i løbet af sommeren. Om vinteren, når den nu helt nøgne vinstok er i dvale, foregår alt arbejde manuelt. Plantens safter er koncentreret og næsten stivnet i den ældste del af veddet. Resten af grenene vil blive fjernet under beskæringen.

Først skal klemmerne dog af. Et arbejde, der for vores 36 rækker vins vedkommende, tager en dags tid for en person. Men da Alain allerede er begyndt, kan vi klare det på knapt to timer. Hvilket er heldigt, for trods uldsokker i gummistøvlerne er tæerne på vej over i lyseblåt efter et par timer i selskab med en bidende kold og for disse kanter i øvrigt højst usædvanlig vind.

Til toppen

In English

Copyrigth: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

Et lovende nytår

La Vigneronnes nye prestige cuvée.

Af med guldfolien, op med metaltråden, glassene klar og en-to-tre plop: Skål for det nye år, og såmænd også for det gamle, hvis videre fremtid tegner så fint. Tre måneder efter vinhøsten har det overordnede indtryk fra det tidlige efterår endnu ikke fortaget sig. Høsten 2004 var virkelig helt usædvanlig fin, og det er ganske vist. Præsidenten for vores kooperativ når lige at gentage dette vinbøndernes glade litani en sidste gang inden årsskiftet i den seneste nyhedsbulletin fra La Vigneronne.

Den unge vin hviler sig i kooperativets 24 store ståltanke på øverste kælderniveau. Den nypressede druesaft gærede til vin allerede i de første uger efter vinhøsten. Siden har indholdet i nogle af tankene gennemgået endnu en gæring - den såkaldt malolaktiske - hvis formål er at afbalancere vinens indhold af syre. På La Vigneronne gennemgår typisk vine af de blå Pinot Meunier og Pinot Noir druer denne proces.

Først til marts fortsætter vinen sin vej mod at blive til en rigtig champagne. Den vil blive pumpet over i en anden tank og tilsat gær, sukker og bentonit til brug for den anden gæring, der foregår i flaske. Det er også her, at boblerne vil udvikle sig. Men forinden har kooperativets daglige leder, som også er stedets vinkyndige, ønolog Laurent Fresnet, jævnligt smagt på vinene i de forskellige tanke for at beslutte sig for, hvordan han vil komponere sig frem.

Slutresultatet er givet: Det skal om et antal måneder eller år udgøre seks-syv forskellige typer La Vigneronne-champagne, hver med sin korrekte smag. Et af de vigtigste bud for en champagne er, at den altid skal smage ens. At skabe det resultat er ønologens opgave. Redskabet er om nødvendigt at blande forskellige af medlemmernes vine.

Kun de bedste årgange er rene, ublandede og deraf medfølgende ret til at bære prædikatet Millésime samt årstal. Laurent Fresnet har siden høsten jævnligt gentaget sin forvisning om, at 2004 peger i den retning, og da nu også præsidenten i sin nytårshilsen gentager M-ordet, tør vi også godt glæde os.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.