13 September, 2005

Gråskimlen yngler i morgentågen


Tågen fremmer sygdom. Verzenay i Montagne de Reims.

Vinhøsten er i gang. De generelle meldinger om druernes kvalitet er positive: Store flotte drueklaser, der har, hvad der skal til: Høj vægt, store bær og en god blanding af syre og sukker. Men også bekymrede toner blander sig i jublen, og det er ikke bare landsmandsbrok.

Vejret, der siden juni har været så nådigt og budt på en passende blanding af vand og varme de fleste steder, er trukket i efterårstøjet. Det er såmænd lunt nok under disse dages gråspættede septemberhimmel, men den mest maleriske morgentåge pakker vinmarker, skov og småbyer ind i sine luftige dyner til et godt stykke ud på formiddagen. Og luften er tung af fugt.

Yderst favorable forhold for flere af de sygdomme, man bestemt ikke ønsker at se i sine druer tre dage, før de skal høstes.

Gråskimmel i vækst
Det drejer sig især om gråskimmel (pourriture grise eller botrytis), der trives rigtig godt i øjeblikket. Især de blå Pinot Noir og Meunier-druer i området omkring Marne er ramt, men med så optimale betingelser for svampesygdommen må alle være på stikkerne.

CIVC (Comité Interprofessionnel du vin de Champagne) skriver i sin seneste vurdering af sagernes tilstand - den kom i går - at en ud af fem af samtlige drueklaser i øjeblikket er ramt. Vi har da også kunnet følge med i målingerne, der begyndte 22. august og sluttede foreløbigt 12. september, hvordan frekvensen udvikler sig ret hurtigt lige nu.

Det betyder formentlig, at vi på lørdag kommer til at sætte saksene i de blå Meunier for at undgå mere gråskimmel end højst nødvendigt. Under andre forhold ville vi begynde i de grønne Chardonnay-druer, hvis sukkerindhold nu har et alkoholpotentiale på over 10%. Men selv om Meunier-druerne ligger en halv streg derunder, vil de formentlig bliver plukket først på grund af den øgede risiko for gråskimmel.

For de hårdest ramte kan det ligefrem blive nødvendigt at begynde høsten før den fastsatte dato. Hvor galt det vil gå, afhænger af vejret. Altså de næste dages mængde af morgentåge, lune nætter og fugtig luft.

Varmt vejr for vin
En bonde er en bonde, når det drejer sig om vejret. Og en vinbonde er ikke meget anderledes. Man kan have gjort sit arbejde nok så grundigt gennem hele året. Beskåret, bundet op, spændt fast, stukket på plads og sprøjtet og klippet af i top og på sider. Sidste kort er alligevel altid på vejrets hånd.

Siden vinen vågnede i det tidlige forår, har der såmænd kun været grund til glæde. Vejret har set umådeligt skiftende og lunefuldt ud set med en bybos øjne. Snart hedebølge, snart uvejr med gevaldige tordenskyller. Marts bød på store mængder sne og siden tidlig varme. April lå to grader over det normale. Maj var kold, og det var ikke mange dage, de tynde sommerkjoler kom af bøjlen. Så kom de første ugers hedebølge i anden halvdel af juni. Og sommeren lang har vejret derefter skiftet mellem varme og køligere temperaturer på højst 20 grader og lidt eftermiddagsol.

Men man skal ikke lade sig snyde af det ustadige indtryk af en ikke alt for varm sommer. Temperaturerne kravlede i juli måned op på i snit 19,1 grader, og det er en god halv grad højere end normalt. Vinen har haft det skønt.


Pinot Noir i efterårstøj ved Verzenay.

Varme nok på de rigtige tidspunkter - til at vågne af tilbage i marts, springe ud ved og danne blade af i april, til at blomstre i juni og modnes sidst i august - og tillige vand nok til at danne årets store frugter, der med en gennemsnitsvægt per klase på 170 gram ligger i den øvre ende. Så må vi krydse fingre for, at gråskimlen springer vores parceller over i denne omgang.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

1 comment:

Anonymous said...

Hey, love your blog! I have one too. Come and check it out if you get time :-)

It's a adhd and autism site/blog. It pretty much covers adhd and autism related stuff.