16 September, 2005

Efterårsvejr at høste i


Efterår i vinen.

Vejret er trist og vådt. På vores første høstdag - det er i morgen - ser det lidt bedre ud: Gråvejret, der hænger som en kæmpestor, mørk dyne over Montagne de Reims i dag, kommer vi også til at se i morgen. Men det ser i det mindste nu ud til tørvejr, og det er det vigtigste.

For hele den kommende uge lover meteorologerne nu tørt og ret koldt vejr med temperaturer tæt på frysepunktet om natten. Det vil sige, at vi nok skal ruste os til nogle kolde morgener. Ud på eftermiddagen skulle det blive varmere. Vi skal dog nok forberede os på at de seneste dages lune temperaturer er ovre nu.

Muligvis triste nyheder for markfolket, til gengæld godt nyt for vinen og dens risiko for, at svampesygdommen gråskimmel skulle sprede sig endnu hurtigere end vi har set gennem den seneste uges tids fugtige og tågede vejr.

Og da vejrskiftet falder sammen med måneskiftet, fortæller landmandsvisdom på disse kanter os, at vi nok ikke skal regne med flere lune eftermiddage i gården. Efteråret er kommet til druehøst.

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: