Vi er i gang med opbindingen. Det foregår under en vidunderlig blå himmel. Omend koldt.
Alain begyndte i går, jeg følger efter senere på ugen.
Her i Montagne de Reims og også i Côte des Blancs har folk bundet op i adskillige uger. Der er dog stadig parceller, der ikke er beskåret. Med vilje, formoder jeg, det sinker planternes udvikling adskillige dage at beskære dem sent.
Vi tæller konstant timer for at vurdere, hvor meget tid vi kommer til at bruge på arbejdet. I går klarede Alain 200 meter på to timer, hvilket alt i alt betyder, at det ikke bør tage os mere end et par uger til sammen. Det er også sådan cirka, hvad vi har til rådighed.
Jeg er ikke den fødte opbinder, snoren har en tendens til ikke at holde, og derfor snor jeg den gerne en stram og ekstra gang. Resultatet har jeg set under beskæringen i år. Der er to effekter: For det første er det besværligt at fjerne mine snoninger, de er simpelthen for solide. For det andet er de så strammer at de har skåret sig af og til flere millimeter ned i veddet. Det gør helt ondt at se. Jeg formoder, at det heller ikke er behageligt for planten. Læs mere om opbinding.
Derfor har jeg fået lovning på en elektrisk lieuse, som ifølge Alain vil gøre alt meget lettere. Jeg er en anelse skeptisk, men vil selvfølgelig gerne prøve. Den speeder efter sigende også selve opbindingen gevaldigt op. Lad os se senere på ugen.
No comments:
Post a Comment