17 August, 2006

Druerne skifter farve


Alt ser nydeligt ud i Losy-en-Brie.

Kulderekord for august har afløst tre ugers hedebølge. I søndags blev den hidtil koldeste gennemsnitstemperatur for nogen 13. august målt. Godt og vel 15 grader Celsius, godt og vel 10 grader under normalen på denne tid. Alligevel har druerne fået sol og varme nok til, at de er begyndt at skifte farve, og meteorologerne melder nu så småt om stigende temperaturer,

Vinen har taget fat på sidste heat inden høsten: Modningen af druerne. De er dog stadig ikke fuldt udvoksede. Vand er dog fortsat en betingelse for vækst. Men det har nu heller ikke skortet på regn.

Himlen åbnede alle sluser det meste af søndagen, hvor vi her på nordsiden af Montagne de Reims måtte stå et regnvejr af syndflodsagtige dimensioner igennem. Vi målte 55 millimeter, da denne usædvanligt grå og triste dag var omme. I vores område syd for Vertus faldt der 10-20 millimeter mindre, og vi kunne jo se, at grøfterne i Côte des Blancs - mellem Louvois og Vertus - så langtfra var vandbærende. Der er med andre ord tale om store forskelle selv indenfor disse ret små geografiske områder.

Vand til vinen
I kølvandt på hedebølgen bad vinbønderne om vand. Nødvendigt, som det er, for at druerne kan vokse. Vand er der kommet, må man sige, i to uger har det stort set regnet uafbrudt og altså på intet tidspunkt mere end i søndags. Om vi skal regne med store druer i år som velkommen følgevirkning, er endnu for tidligt at sige.


Selvom botrytis ikke har vist sig p.t., betyder det ikke, at vi er sygdomsfri. Esca'en huserer stadig.

Tirsdag var Alain et smut forbi Loisy-en-Brie for at tjekke tilstanden. Efter dages uafbrudt regn har der været nogle dage med ophold, og det betyder jo altså øget risiko for alskens sygdomme.

Foreløbig ser der ikke ud til at være nogen fare... men som han siger, man ønsker overhovedet ikke at se hverken botrytis, meldug eller nogen af de andre ubehageligheder i udbrud, og sprøjter simpelthen, så snart regnen ophører. Vi ser da også flere, der er ude med traktorerne. Blot ikke i vores rækker, for den fyr, der har jobbet, holder ferie i august.


Chardonnay-druer ved Loisy-en-Brie, 15. august 2006.




Meunier-druer ved Loisy-en-Brie, 15. august 2006.

I øvrigt er modningen i gang. Meunier-druerne er så småt begyndt at skifte farve fra helt grønne over i det blålige. Endnu har de naturligvis brug for en hel del sol for at blive klar til høst.

Om det bliver den 11. september, som nævnt og foreslået for nogle dage siden, ved vi ikke. Det er helt normalt først at kende den endelige dato 14 dage før.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: