Lidt lyserød romantik til Valentins dag? Disse Rosé de Saignée-champagner har fået en stjerne i Hachettes vinguide, så man kan roligt drikke dem resten af året også.
14.02.2006: Det kommercielle - og måske også romantiske hit - betegnet Valentins dag slår atter til i midten af februar. I Storbritannien har flere hoteller i dagens anledning strøet rosenbladene ud og udstyret deres luksussuiter med rosé (champagne forstås) på køl, silkelagner og lignende. Topchampagnen Dom Pérignon benytter dagen til at præsentere sin vintage rosé årgang 1996 på den britiske klasserestaurant The Fat Duck, skriver vinmagasinet Decanter. I Storbritannien vil de eksklusive dråber løbe op i 220 pund. I Danmark har årgang 1995 ligget på knapt 2.000 kroner per flaske.
10.01.2006: Kan man dekantere en flaske champagne? For Yves Chappier, der er formand for foreningen af sommeliers i Champagne-Ardenne, lyder svaret til vores lokale avis, l'Union, i første omgang: "Man må gøre op med sig selv, om man vil drikke champagne eller vin." En flaske champagne kan miste nogle af boblerne ved denne operation. Men man kan vælge at gøre det henunder afslutningen af et måltid f.eks. for at lette fordøjelsen, oplyser Daniel Lorson, der er talsmand for CIVC. Formanden for de franske ønologer, Thierry Gasco, siger, at hvis dekantering glæder ens gæster, kan man gøre det. Men karaflen skal på bordet straks, advarer han, af indlysende årsager.
16.01.2006: En sydafrikansk vinproducent har fordoblet sit salg gennem en kampagne direkte rettet mod blog-folket. Stormhoek tilbød interesserede en gratis flaske vin til at smage og kommentere. Omkring 100 flasker vin - årgang 2004 og 2005 - blev spredt ud over Europa via bloggen Gabingvoid. Et stunt, der fordoblede firmaets salg fra 50.000 kasser i 2004 til det dobbelte i 2005, oplyser talsmand for Stormhoek, Nick Dymoke Marr, til Decanter. Der går nok år og dag, før man vil opleve noget lignende i Champagne, hvis billigste flasker starter i et prisleje, der er cirka 2,5 gange højere end den tilbudte sydafrikanske vin.
17.01.2006: Salget af champagne i 2005 ser ud til at nå op på rekordstore 307 millioner flasker. En fremgang på 1,8 procent sammenlignet med 2004, oplyser La Champagne Viticole. Fremgangen er imidlertid hentet i månederne fra august til december. Et svagt salg i første halvdel af 2005 er baggrunden for, at man i forbindelse med høsten 2005 valgte at vinificere druer svarende til en forholdsvis lav kvote på 11.500 kilo druer per hektar, forklarer Patrick Le Brun, der er formand for Syndicats Général des Vignerons til La Champagne Viticole. I lyset af det gode salg i anden halvdel af 2005 har man per 17. februar valgt at frigive yderligere 500 kilo druer per hektar. Det betyder, at stille vin svarende til nævnte mængde druer vil kunne handles af vinbønder med reservevin til salg og f.eks. huse, der ønsker at lave mere champagne.
17.01.2006: La Champagne Viticole opgør lagrene af champagne til 1001 millioner flasker. Det betyder, at der rundt omkring i Champagnes mange kældre ligger flasker svarende til godt 3,3 års salg. Det er lovbestemt, at champagner uden årgang skal lagre i mindst 15 måneder og årgangschampagner i mindst tre år.
31.01.2006: Der stod topbordeaux og ditto champagne - Château Margaux og Krug - på bordet, da de to grundlæggere af Goggle bød til fest i forbindelse med verdenselitens årlige get-together, World Economic Forum, i schweizer-idyllen Davos. Larry Page og Serge Brin serverede magnumflasker årgang 1990 for flere hundrede gæster, heriblandt den israelske vicepremierminister Shimon Peres.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment