Bundet op til årgang 2005

Mine damer og herrer, så binder vi. Men hvordan?

Vinterens lange og møjsommelige beskæring er slut, og vi er ved at have rullet os igennem den næste manuelle arbejdsopgave i vingården: Opbindingen.

Den opmærksomme læser med god hukommelse erindrer måske, at vinstokken - hvis den ligesom vores er beskåret efter Vallée de la Marne-metoden - efter denne temmeligt grundige barbering består af bare to grene og en lille stump, der ikke er interessant i denne sammenhæng. Det er disse rester, der nu skal gøres fast til trådhegnet. Årgang 2005 er på vej.

Turen foregår til vogns. På en solid lille hjulbåren bænk - - bevæger man sig fra plante til plante. Fordelen er, at man slipper for andre nærliggende arbejdsformer: At kravle på knæene eller at gå op og ned i knæ hele tiden ved de kun 1,2 meter høje hegn. Til gengæld skal fartøjet jævnligt løftes tilbage på ret kurs.


Vognens styretøj lader noget tilbage at ønske, til gengæld er den velpolstret, og dens solide hjul forcerer let træflis også op ad bakke.

Godt anbragt på vognens velpolstrede sæde gør man holdt foran vinplanten, mens man griber fat i først den ene så den anden gren. På den gamle gren har det yderste eller et af de yderste af sidste års skud fået lov at overleve i en længde af otte knopper. Den anden og nye gren er akkurat lang nok til, at den ikke kommer til at genere den gamle gren med skuddet, når de nu begge om et øjeblik skal gøres fast til den nederste række tråd med et lille stykke ståltråd. Et arbejde, der vil bidrage til den almindelige orden i vingården.

Opfindsom forbindelse
En vin er en slyngplante, der vil skyde i alle retninger og vinkler, mens den leder efter noget at klatre i. Derfor er vingården møbleret med jernpæle med kilometervise rækker af metaltråd spændt ud i mellem sig. Det er dem, den grundigt nedklippede vin bliver bundet op til normalt i første halvdel af april, lige inden vinens vækst påny tager fart.

Tre bindinger per plante er nok til at spænde en Pinot Meunier op, ligesom beskæringen af Chardonnay og Pinot Noir er en anden, er også opbindingen lidt anderledes. Meunier har brug for en enkelt til den gamle gren, endnu en til dens unge skud og den tredje og sidste til den nye gren. Har man brug for flere, er man ikke dygtig nok... endnu. Jeg kan glæde mig over ikke at være på den officielle akkord: 90 timer per hektar. Vi har omkring fem kilometer vin at gøre fast, og det er endda kun 2/3 hektar.


Den gamle gren under opbinding. Lieusens krog er klar i løkken.

Princippet er enkelt nok. Man anbringer et stykke snor i en løkke rundt om gren og den nederste række tråd. Dernæst anbringer man krogen på det særlige opbindingsværktøj - la lieuse - i løkken og trækker hele vejen igennem. Bagud. En bevægelse, hvor man flytter armen 20-30 centimeter baglæns og langt længere, end man tror det nødvendigt.

Den anvendte snor består af ståltråd med et lag papir udenom, der snos til en binding af lieusen. Endnu et af vinmetierens helt specielle instrumenter, der er udviklet til netop dette formål. Denne koblerske består af to dele: En krog på, hvad der mest af alt minder om et håndbor, på den ene arm til at sno med, og en forvokset klipper efter tre-i-en princippet til at bide enderne over med.

Arbejdet begynder typisk med den gamle gren, fortsætter over i dens unge skud, og slutter af med den unge gren. Det er nu, at det afslører sig, om man har valgt de rigtige grene under beskæringen.


Klipperen ses til venstre.

Bøj og stræk i vinen
Den gamle gren er absolut den enkleste at binde an med for en nybegynder. Den bliver bundet op omkring det sted, hvor den møder den nederste række tråd i en vinkel på 90 grader. Den skal ikke tvinges i hverken den ene eller den anden retning.

Værre er det med sidste års skud. Det er en ung og for så vidt smidig gren, der sagtens kan bøjes 90 grader mod sin egentlige tilbøjelighed til at pege op uden at knække. Men man skal turde tro på det, når man forsigtigt presser den lodrette gren ned i en mere og mere vandret position, der får den til at knase mere og mere. Men til sidst er grenen enten knækket, eller også ligger den vandret og stort set parallel med trådhegnet, som man så kan binde den fast til med sin anden binding.

Det tredje og sidste stykke ståltråd er tiltænkt den unge gren. Den synes også at have en forkærlighed for det lodrette snarere end den vandrette position til højre eller venstre for stammen, som er nødvendig for at kunne binde den op. Kun en enkelt knop får lov at stikke næsen op over tråden, resten - hvis der er mere - klippes af med beskærersaksen, som altid er med under et besøg i vingården. Et klip får på denne tid plantesaften til at flyde i betydelige mængder. Det er dog intet problem, når der blot ikke kommer nattefrost umiddelbart efter.


Tungen lige i munden: Ingen knækkede grene. Ingen løse bindinger og helst lidt hurtigt.

Sine steder knager det uhyggeligt i barklaget, mens man forsigtigt prøver sin vilje af mod grenens. Selvom det sprækker hist og her og afslører et lysegrønt lag under det brune, er det normalt kun decideret syge grene, der ligefrem knækker.

Det er nu fejlvurderinger under beskæringen afslører sig. Syge eller svage grene, der skulle have været valgt fra til fordel for andre, knækker. Det betyder ikke noget for produktionen af druer, der primært foregår på den gamle grens nye skud. Men til gengæld bliver fornyelsen af stokken udsat, for når den unge gren, der næste år skulle have erstattet den gamle, er svagelig, må den gamle kæmpe klare sig et år mere på egen hånd. Fuldstændig som i livet.


Med på turen har man sine ruller ståltråd, sin lieuse og den gode gamle beskærersaks.


Gamle bindinger får lov at blive hængende.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.