Den stille - uboblede - vin lover godt.
De stille vine ligger klar i tanke og på fade rundt omkring, og de lover godt. Hver især udtrykker de druetypens og områdets særlige typicitet, balancen mellem syre og sukker er med et sukkerindhold grænsende til 9,7 procent nærmest perfekt.
Det er lovende parametre for en stor og formentlig ublandet årgang 2004. Men den har lange udsigter.
Lang lagring
En champagne skal altid smage ens. Hvis druerne ikke er gode nok, blander man årets vin med vine fra andre årgange for at nå den tilstræbte smag.
Druer fra særligt gode år som eksempelvis 2004 kan imidlertid klare sig selv. De blandes ikke, og bærer den særlige kvalitetsbetegnelse Millésime, hvilket man skriver på flasken sammen med årstallet.
Disse vine har et større og mere interessant potentiale end de blandede champagner, der er klar til at blive drukket med det samme. De udvikler sig bedre over tid, og derfor lagrer man dem længere. Mindst tre år skal der til, for at man i henhold til AOC-reglerne (Appellation d’Origine Contrôlée) må skrive Millésime på etiketten.
Chardonnay dyrkes især i Côte de Blancs.
Superdruerne fra årgang 2004 skal man imidlertid ikke regne med at komme til at smage på før i 2010 eller senere. Men så lover resultatet også godt.
Typisk Chardonnay og Pinot
Lignende og stadigt mere positive bulletiner er indløbet det seneste halve år fra skiftende og stadigt mere repræsentative kilder. Nu taler også ønolog Luc Chamourin fra vinbøndernes organisation, Syndicat géneral des vignerons de la Champagne (SGV), i den lokale avis l'Union om virkelig gode druer, der hver især har udviklet deres særlige karakteristika på fineste vis i de unge vine.
Den hvide Chardonnay-drue kommer med sine fine og elegante noter af hvide blomster og hvide frugter: Hvidtjørn og akacie, æble, pære og citrus.
Pinot'erne - Noir og Meunier - bidrager for Pinot Noirs vedkomende med noter af røde frugter og krop og kraft og med årene stor kompleksitet og for Pinot Meuniers vedkommende en eftertragtet smidighed og noter af røde frugter.
Pinot Meunier dyrkes især i Vallée de la Marne.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment