30 September, 2004

Halvvejs tror vi


Kooperativet har årets travleste dage under høsten. Posted by Hello

Vi er nu halvvejs igennem druerne, teoretisk set i hvert fald, for det er svært at vide helt præcis, hvor midten går, da vinstokkene ikke bærer ens, og rækkerne har forskellig længde og i øvrigt også er geografisk placeret tre forskellige steder i omegnen. Dertil kommer at druernes kvalitet svinger. I år er den generelt høj. De fleste klaser er flotte, pænt modne, og kun en begrænset mængde er ramt af råd og svamp.

På nuværende tidspunkt har vi helt droppet at plukke de mindre pæne, og også de allerunderste og besværligste klaser får lov at blive siddende i deres forskellige typer klemmer. Også selv om de underste druer ifølge formand Gerard er de bedste, fordi blomstringen begynder forneden. På trods af det ministerielle dekret om, at alt skal plukkes.

På høstens fjerde dag verserer der under alle omstændigheder forskellige tolkninger af det. Nogle mener, at alle klaser i bogstaveligste forstand skal klippes over og enten afleveres eller langsomt formulde for foden af vinstokken. Andre tolker det som, at de skal høste noget fra alle rækker men ikke nødvendigvis det hele. Dette er Frankrig, og alt, hvad der endnu ikke er genstand for diskussion, kan hurtigt blive det. Ingen har tilsyneladende selv læst dekretet.

Om det nu skal forstås paa den ene eller den anden måde, er en ting sikker. En mand fra en af egnens landsbyer har ifølge høstsladderen – vi fik historien her til aften af fætter Jean-Michels kone - fået fire rækker høstet af en anden, hvilket helt sikkert er en fejl. I høstår med for få druer sker det, at folk går paa hugst i hinandens rækker eller forsøger at skaffe druer fra andre områder for at kunne sende dem til kooperativets presser i eget navn. Af samme grund patruljerer politiet – la gendarmerie – ekstraordinært meget på vejene under høsten. Bliver man snuppet i den slags fiksfakserier, er det med licensen til at dyrke vin og dermed ens levebrød som indsats. Men i år med rekordmange druer, hvor alt – hvordan det så end skal forstås – skal skæres ned, går kun meget ubegavede personer på jagt i andres marker.

Vi holder os foreløbig samme sted. 6200 kilo grønne Chardonnay-druer er sendt til presserne i Vertus i dag, det samme som i går, og musklerne er begyndt at vænne sig til de nye tider med fysiske præstationer på knæene eller for mit vedkommende på bagen dagen lang.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: