Lidt af hvert om stort og småt i Champagne/A bit of this & a bit of that with bubbly regards from Champagne
11 October, 2015
Vinhøst 2015:Tørt, sødt og godt
Årets vinhøst i Champagne. Vores druer er små og så modne, at deres syregrønne skind er på vej over i det gyldne, fordi de virkelig har set solen denne sommer. Mærket varmen, som også har presset planterne. Klaserne er små og få men druerne komplekse, med en syre, der stadig holder sukkeret i skak: Smagen af Soulières. Om nogle år har vi den til jer på flaske.
Det skal nok blive interessant. 2015 har budt os et vejr, der aldrig er målt magen til i Champagne. Derfor er det heller ingen let sag at gætte på, hvilken vin vi vil få ud af året.
Chardonnay-planterne, der blomstrede først, klarede sommerens tour de force bedst. På Pinot Meunier-planterne derimod, der blomstrede under sommerens hedebølge, blev druerne kun få, og de forblev små. De tålte dårligt den alt for meget varme på et kritisk tidspunkt.
Vand var der heller ikke meget af. Fra sidst i juni og til kort før vinhøsten først i september regnede det nærmest ikke. Det betød, at melduggen, som vi ellers holder øje med, aldrig rigtig kom i spil og så vidt så godt. For juli måneds svimlende varme dage gav vinstokkene skarp konkurrence med græsset om det vand, begge havde brug for at finde i jorden.
Når klaserne er små, tager det længere tid at plukke kilo nok til at fylde en presse. I Champagne skal druerne presses inden 24 timer, og det giver et vist logistisk pres på mindre foretagender som vores, hvis pressen er stor, som den vi bruger. Her gør et dygtigt team en stor forskel, og vi er godt vant. Hos os trækker folk i en retning, vi kan mærke. Også i 2015.
Derfor kunne vi igen i et år med dramatisk færre druer fylde kasser nok til at sætte begyndelsen på endnu en parcel-vin af vores helt egne i verden. Vi regner med at genfinde den lange, tørre sommer i smagen af årgang 2015 fra Soulières. Hvad det mere præcist betyder, er ingen let sag at gætte på. Det er aldrig let at forudsige karakteren af en vin, der først er klar om en del år. Men endnu mindre når året er usædvanligt.
Foreløbig er vi glade for druernes komplekse sødme og for den syre, vi altid frygter for under hedebølger, og som er så nødvendig for vinens indre balance og potentiale. Champagne er ingen ung vin, og uden syre går den ikke.
Vi glæder os til at smage denne varme årgang, måske kommer den til at hedde 2015, måske holder vi os til Vieilles vignes som først tænkt. Vores vinstokke har alderen: De ældste er fra begyndelsen af 1960’erne og de yngste fra1980’erne, men moden alder er kun en fordel, når man er en vinstok. Vores gæster undrer sig gang på gang, når vi fortæller, at vi ikke hidtil har hældt dette aldrende guld på flaske.
Kære venner, det har vi nu, og vi glæder os til at smage boblerne med jer. Når de kommer op fra kælderen. For der går, som I ved, nogle år. Foreløbig er den første alkoholiske gæring slut, men de nye vine er som altid ustabile og ændrer sig fra uge til uge.
Indtil videre fortsætter vi med de champagner, som I allerede kender. Skriv gerne for flere oplysninger på champagne-tange-gerard @ orange.fr.
Høsthilsener
Alain Gérard og Solveig Tange
Soulières, primo oktober 2015.
Etiketter:
2015,
Grapeharvest,
Our vineyards
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment