Denne liden køkkenhave ved Verzy kunne være beplantet med vin til at lave champagne af, men græskar og solsikker er da også meget godt.
Udvide eller udvide ikke.
Der bliver talt og skrevet frem og tilbage i den lokale presse, i de professionelle tidsskrifter, på foreningsmøder for vinfolk . Skal, skal ikke.
På den ene siden er det vigtigt at kunne levere champagne, når efterspørgslen er der. På den anden side er det en dårlig idé at udvide butikken, hvis kunderne ikke fortsat vil strømme til i større og større mængde.
Garantier gives ikke
Garantier findes som bekendt ikke. Til gengæld tager det et stykke tid at udvide udbuddet i Champagne: Vinstokke leverer for eksempel først fuldt udbytte det tredje år, og dertil kommer lagringen af champagnen på mindst 15 måneder. Deri ligger satset.
Formanden for de uafhængige vinbønder, Patrick le Brun, kan tilsyneladende ikke blive træt af at sige, at der foreløbig er en pæn margen mellem salget af champagne i øjeblikket (anslået 317 millioner flasker i 2006) og det antal flasker, der kan komme på markedet indeholdende høsten fra 2006 (360 millioner flasker).
Men når den INAO-ansvarlige i champagnehovedstaden Épernay, Eric Champion, udtaler til vores lokale avis l'Union, at "der ikke er muligheder for udvikling", fordi alt er plantet til, vækker det til eftertanke.
Og INAO - det er den ministerielle organisation, der kontrollerer AOC'erne (Appellation d'Origine Controlée) - er da også i færd med at udarbejde en rapport over udvidelsesmulighederne.
Ekspertarbejde
Fem eksperter - en geolog, en geograf, en historiker, en agronom og en plantekyndig har siden 2003 undersøgt jorden i vinkommunerne. En rapport om hver kommunes forhistorie og egnethed som leverandør af jord til vin til brug for champagne ventes til næste år. Først i 2009 ventes et resultat af anstrengelserne.
Det er dog ventet, at området Aube i det sydlige Champagne, der fik en meget mindre del af kagen end det mere kendte vinområde Marne i forbindelse med genplantning i 1960'erne, vil få en hel del hektar godkendt, og altså vil kunne lave mere champagne.
Med tidens skyhøje priser på jord kombineret med det forrygende gode salg er det særdeles interessant at få fingrene i nogen af de hektar, og hellere til før- end efter-priser.
1.500 vanskelige hektar
I mellemtiden findes der rent faktisk 1.500 hektar, der allerede er godkendt til at dyrke vin til champagne, men ikke er i brug.
Eller rettere sagt jorden er i den grad i brug. Til kirkegård, skov eller en liden køkkenhave som på billedet foroven.
Og hælder man mere til at tygge solsikkekerner og spise græskar i den lange vinter end at drikke champagne, er det måske ikke så tosset med Grand Cru-grøntsager. Hver eneste gang, jeg passerer stedet, kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvem det mon er, der ufortrødent lader bobler være bobler til fordel for tomater og altså græskar.
In English
Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.
No comments:
Post a Comment