21 October, 2005

Sort sol i Champagne


Stæreflokke mæsker sig i champagnedruer, her ved Avize.

Stærene er landet i Champagne.

På netop denne tid plejer vi at se dem, når vi kører ad landevejen mellem Épernay og Avize i det område, der går under betegnelsen Côte de Blancs. Det er de kæmpestore stæreflokke, som vi sidst på sommeren kan se danne flokke og fouragere ved den danske vadehavskyst, der her midtvejs i oktober er nået til Nordfrankrig.

Flokkene må tælle tusinder og atter tusinder af fugle. De slår sig gerne ned på det store og forholdsvis flade stykke med vin, der begynder syd for Épernay og fortsætter til den anden side af le Mesnil. Men der er altid flest fugle ved Avize.

Igen og igen hvirvler stærene rundt, slår sig ned, letter en masse og flyver lidt videre, mens de flakser rundt i de bevægelige mønstre, som vi også kender fra Danmark, når der er "Sort Sol" over Tøndermarsken.

Fuglene spiser gerne druer. Min svigermor husker, hvordan man tidligere måtte dække druerne med net. Men det er ikke længere nødvendigt. Høsten er generelt tidligere, og i dag er druerne allerede høstet, når stæreflokkene ankommer. Men de tager også gerne til takke med anden ombæring, som består i de druer, der endnu var umodne under druehøsten i slutningen af september. Og for variationens skyld tager de gerne uheldige landmænds vintersæd med, hvis de kan slippe afsted med det.

Fra panoramavinduerne på vinuddannelsescentret i Avize har man den mest vidunderlige udsigt til fuglevingeballetten, og her fortæller man, at fænomenet også vækker interesse på disse kanter. Adskillige bilister er kommet galt afsted, fordi de fulgte fuglene med øjnene i stedet for landevejen.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: