06 October, 2005

Tågede tornerosedage


Vinhav i tågedis. Verzenay.

En blåtonet tågedis har afløst høstdagenes klare Indian Summer. Vinmarkerne og landsbyerne i vores del af Montagne de Reims henligger som et æterisk drømmesyn det meste af døgnet.

Væk er kolonnerne af traktorer og varevogne med deres druekasser på vej til pressen. Væk er de midlertidige sigøjnerlejre. Væk er de ekstra hænder hyret til høsten. Den stille tid er begyndt, helt i pagt med vejret.

De fleste af de lokale finder vejret kedeligt. De vil helst se solen hver dag, og det er i øjeblikket kun få minutter, vi har i dens selskab, og normalt først sidst på eftermiddagen.

Det er tredje år, jeg oplever dette stille vejr, og jeg elsker det. Ikke en vind rører sig, og temperaturerne kan nå helt op på tyve grader sidst på eftermiddagen. Den overordnede farveskala holder sig i den blide ende af det blå, grå og grønne. Men på lånt tid.


Efterårsblad på Pinot Noir i Verzy.

Det er netop nu, at vinstokkene præsterer deres sidste kraftanstrengelse før vinteren. De grønne blade er på vej over i efterårets fantastiske farvepalet. Det er i disse uger, at bladenes farve skifter fra grønt over i de mest fantastiske og varierede kombinationer af gult, orange og rødt.

Med den første frost er farvesymfonien forbi. Bladene kan falde i løbet af en dag, og så er den grønne cyklus slut, og vinterdvalen nær. Tornerosesøvnen er dog tilsyneladende. Vinen er nok i dvale; mennesket arbejder videre indendøre.

Hos store og små producenter er druemosten gæret til den eller de første stille vine, afhængigt af hvor mange forskellige marker man har adgang til. Eksempelvis har vi i familien tre forskellige parceller, der hver er beplantet med både Chardonnay og Pinot Meunier. Det forsyner os med seks forskellige stille vine - seks forskellige crus - ved at blande dem i forskellige proportioner, kan man skabe forskellige typer af champagne.


Den unge, stille vin opholder sig stadig i tanke som denne.

Til december vil vinene blive smagt og deres fremtid besluttet. Champagne adskiller sig fra andre vine ved at være blandet, og der kan optræde mange forskellige grundvine - crus - i den færdige blanding. Først når den præcise sammensætning er besluttet, vil man engang i løbet af næste år hælde den blandede vin på den flaske, hvor den anden gæring vil foregå. Det er i løbet af denne proces, at boblerne udvikler sig.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: