19 July, 2005

Første høstmelding er god


Pinot Meunier ved Loisy-en-Brie, juli 2005.

Druerne er flotte. Det synes vi også selv, men den slags informationer er altid behagelige at høre også fra dem med kasketter på, og forleden kom så CIVC (Comité Interprofessionnel du vin de Champagne) vore længsler i møde på skønneste vis.

Dette champagnebranchens officielle talerør beskriver det gennemsnitlige øjebliksbillede i regionens vingårde således:

  • Rigelige men normale mængder druer.
  • Flotte bær, der sidder godt.
  • Forventet høst mellem den 15. og 20. september.
Høsten 2004 var så omfattende, at selv pensionister ikke kunne huske nogensinde at have set noget lignende. I år bærer vinrankerne mere normale mængder druer.

Gennemsnitlig mængde
I snit kommer der til at hænge i omegnen af 14.000 kilo druer per hektar - sidste år var det tilsvarende tal 25.000 kilo - og det er lige lidt mere end nødvendigt. Den officielt fastsatte kvote er 12.000 kilo per hektar.

Foreløbig har det, der skal blive til årets høst, klaret sig godt.

  • Forårsfrosten har kun taget en yderst minimal del i opløbet, oplyser CIVC.
  • Den udbredte tørke ligeledes i foråret har kun haft minimal betydning for vinen, der dels ikke er krævende, hvad vand angår, dels normalt får sit behov dækket i kridtlaget, der fungerer som en veritabel svamp.
Hvor stort et indhug sommerens trusler - forskellige sygdomme, skadedyr og haglstorme - vil gøre i potentialet, er det endnu for tidligt at spå om.

Ifølge CIVC er meldug observeret, men ikke på et niveau, der ikke kan behandles. Også gråskimmel er observeret.


Pinot Meunier-druer ved Loisy-en-Brie i fin udvikling, juni 2005.

Alt kan ændre sig
Meget kan endnu ændre sig. Oplysningerne fra CIVC udtrykker kun, hvad man kan sige på nuværende tidspunkt. En hedebølge à la 2003 kan på kort tid fremskynde høstdatoen med flere uger.

Meldingen fra Champagne adskiller sig fra det øvrige Frankrig, der er gået i gang med at forberede endnu en rekordhøst.

In English

Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

No comments: