29 June, 2005

Nyt juni 2005

  • 09.06.2005: Syv ud af 10 franske vinbønder stemte nej til den europæiske forfatning den 29. maj i år. I sydfranske byer som Montpellier, Nimes og Marseilles afviste hele otte ud af 10 vinfolk traktaten, viser tal som analyseinstituttet Ipsos har samlet for avisen Le Figaro. Især de små vinbønder er nervøse ved udsigten til at yderligere europæisk integration vil betyde flere regler. Netop Languedoc-Roussillon er blandt de mest kriseramte, franske vinområder, og forskellige former for voldelige demonstrationer og hærværk mod andre firmaer i vinbranchen har her hørt til dagens uorden de seneste måneder. Et flertal af de ledende vinpersonligheder i Bordeaux havde på forhånd valgt at advokere for et ja til traktaten, skriver Decanter.com. Men trenden i vinbranchen fulgte altså den øvrige i Frankrig med et ja fra den rigeste, borgerlige elite og nej fra resten.

  • 16.06.2005: Reims har ry for at være en rig by pga. de mange champagnehuse. Men rent faktisk bidrager de noble bobler kun med 3,6 procent af byens samlede beskatningsgrundlag. Det oplyser borgmester Jean-Louis Schneiter til den regionale avis l'Union. Blandt de 10 største virksomheder i Reims finder man Veuve-Clicquot Ponsardin og glasværket VMC med hver omkring 500 ansatte.

  • 20.06.2005: Det bliver stadig mere populært at købe vin over nettet. Salget er nu oppe på 2,7 milliarder kroner, hvoraf en tiendedel er franske vine, heriblandt også vine fra Champagne. Det øger naturligvis den samlede pris en del, fordi en flaske champagne skal emballeres behørigt, før den kan sendes med posten. Ved køb af seks eller 12 flasker er prisen væsentligt billigere end den normale udsalgspris i Danmark. En vinbekendt fortalte mig forleden, at hun jævnligt sender champagne til sit hjemland Sverige, og at hun stadig kan sælge til gode, konkurrencedygtige priser. Ikke fordi Systembolaget er glade for korrespondencen, men de har endnu ikke været i stand til at forhindre den.

  • 20.06.2005: En ny type champagneprop blev forleden præsenteret på Vinexpo i Bordeaux. Det gamle franske firma, Au Liégeuer, har fundet på at udskifte den traditionelle korkprop med en ny type, som de har døbt SpoomFizz. Fidusen er ifølge firmaet, at det er lettere at styre, om man ønsker at åbne flasken med et stille "pop", eller man vil lade boblerne skumme over i bedste Tour-de France stil. Pudsigt nok, mener jeg jo efter en del års research, at det ikke er noget problem at styre med traditionelle propper heller. Og jeg kan endda konstatere, at jeg - som kvinde - er i målgruppen for SpoomFizz. Måske, når de ellers i forvejen svage armkræfter svinder yderligere...

  • 24.06.2005: EU's konkurrencemyndigheder har givet Pernod Ricard lov til at overtage den britiske gruppe Allied Domecq, der bl.a. ejer Mumm. Dog under forudsætning af at bl.a. whiskymærkerne Glen Grant, Old Smuggler og Braemar bliver sogt fra. Den franske spiritusgigant skal også opgive nogle af sine distributionsaftaler, hvilket ifølge en udtalelse fra konkurrencekommissær Neelie Kroos kontor vil sikre fortsat konkurrence. Et forsøg fra den amerikanske gruppe Constellations side på at overtage Allied Domecq for næsten af Pernod Ricard løb således ud i sandet.

  • 26.06.2005: Bliv hot med de hotte, og gør ligesom Victoria og David Beckham. Forleden brugte Englands mest omsladrede par 20.000 pund på en flaske champagne under et besøg i kendis-baren Les Caves du Roy i St Tropez. Flasken - en Methusalem, hvis indhold svarer til otte almindelige flasker champagne - ankom behørigt på sølvbakke med stjernekastere, mens musikken blev dæmpet. Ubetalelig reklame og imagebuilding for de franske bobler i al almindelighed. Sunday Mirror har hele historien.

  • 27.06.2005: Et af de store champagnemærker er måske ved at skifte hænder. Ifølge finansnyhedssitet AFX har Taittinger-gruppen kontakt med banker som BNP-Paribas og Rothschild for at analysere en stribe tilbud. Et salg er ifølge Le Figaro og La Tribune ventet, fordi den belgiske pengemand Albert Frere, der ejer en fjerdel af Taittinger-gruppen, ventes at trække sig ud. Taittinger-familien er en af de sidste gamle familier, der stadig står i spidsen for et et forretningsimperium, der udover den kendte champagne også omfatter et af Paris' bedste hoteller, Hotel du Crillon på Place de la Concorde. I alt 38 medlemmer af familien vil i tilfælde af salg skulle dele de omkring to milliarder euro, som et salg af samtlige aktiviteter ventes at indbringe. Ifølge Independents oplysninger kommer et salg i kølvandet på et langt internt familieslagsmål mellem personer, der er direkte involveret i forretningerne, og så de andre, der ønsker flere penge selv hellere end fortsat at se familiefirmaets værdier boome.

  • 29.06.2005: En engelsk vin har vundet førstepræmien som den bedste mousserende vin i verden i den engelske 2005 International Wine and Spirit-konkurrence, der sammenligner vine og spirituosa fra hele verden. RidgeView Merret Bloomsbury 2002 nåede førstepladsen i konkurrence med mousserende vine fra 55 lande. Den kommer fra Sussex i det sydlige England, og er blandet af de tre traditionelle champagnedruer Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Meunier. RidgeView har i forvejen masser af priser fra hele verden, endda et par stykker fra champagnens hjemland, Frankrig. De engelske bobler konkurrerede ikke mod franske ditto, der deltager i deres egen klasse.

    In English

    Copyright: Ophavsretten til tekst og billeder på bobler.blogspot.com tilhører Solveig Tange. Mine artikler, billeder eller dele af dem må ikke gengives andre steder, uden at jeg fremstår som forfatteren. Du er velkommen til at linke, sålænge du ikke åbner i eget framesæt.

  • No comments: